Blovstrød Kirke starter nu udsendelsen af et digitalt nyhedsbrev, som udsendes hver måned.
NYHEDSBREV Blovstrød Kirke oplyser, at man fremover vil udsende et digitalt nyhedsbrev, der er planlagt udsendt typisk i begyndelsen af hver måned. Første nyhedsbrev kommer således den 2. september 2019. Hvis man er interesseret i at modtage nyhedsbrevet, kan man skrive til sognepræst Mathias Harding på adressen: matha@km.dk
Mathias Harding oplyser, at i nyhedsbrevet kan man læse, hvad der sker i Blovstrød Kirke og sognegård i den kommende tid.
Som en forsmag på nyhedsbrevet får du her nogle af kirkens snarlige arrangementer - alm. højmesser er dog undtaget:
- Onsdag, den 28. august er der sæsonstart i Seniorklubben, hvor der trakteres med lagkager og underholdningen står Grethe Hermansen for ved flyglet. Arrangementet begynder kl. 14:00 og slutter 16:30. Alle pensionister er velkomne. Prisen for deltagelse pr. halve år er 100 kr. samt 30 kr. pr. gang (og 50 kr. pr. gang. for ikke-medlemmer).
- Fredag, den 30 august begynder minikonfirmand-undervisningen. Alle 3.-klasser på Blovstrød Skole kan blive minikonfirmand. Undervisningen er fra kl. 14:00 til 15:45, og sognepræst Kristine K. Ravn står for det sammen med Stella Meldgaard, Ulla Petersen og Gunhild Fjord.
- Torsdag, den 5. september får man besøg af efterårets første foredragsholder. Sidste års vinder af Weekendavisens litteraturpris Niels Brunse holder foredrag om William Shakespeare – verdens mest berømte dramatiker. Niels Brunse, der selv bor i Blovstrød, har i en årrække arbejdet på en komplet nyoversættelse af Shakespeares skuespil til dansk. Denne aften prøver Brunse at indkredse det særlige, fascinerende og gådefulde ved forfatteren.
Arrangementet er gratis og kræver ingen forudgående tilmelding.
- Søndag, den 8. september kl.10:00 fejrer kirken høsten med en gudstjeneste, hvor byens børn bærer høstens gaver ind i kirken. Kirkens kor medvirker. Efterfølgende holdes der auktion over gaverne i sognegårdshaven, hvor der også vil være bålpandekager, pølser og mulighed for at presse æbler til saft.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET