Forårskoncert på søndag med Lillerødkoret og Blovstrødtrioen.
FORÅRSKONCERT Forårets fugle synger - og det gør Lillerødkoret også. På søndag er koret sammen med Blovstrødtrioen klar til at byde publikum indenfor til årets forårskoncert i Tonnasalen.
“Vi har et varieret program,” siger Blovstrød-borgeren Olav B. Christensen, der er formand for koret. “Første del består af Cantique de Jean Racine af G. Fauré, Drei Volkslieder af Mendelsohn Bartholdy og Vier Sigeunerlieder af J. Brahms.
Herefter spiller Blovstrødtrioen - som bestående af Jørgen Jessen (klarinet), Annemarie Buhl Pedersen (piano) og Jørgen Buhl Pedersen (violin) - Moderato og Allegro Agitato af Otte Stykker, Opus 83 af Mac Bruch.”
Olav B. Christensen fortsætter: “Anden del af korets program starter med Noget om Afslapning af M. Bojesen og i den endnu mere afslappede del indgår bl.a. Konen med Æggene til musik af Fuzzy samt Århus Tappenstreg af C. C. Møller.”
Programmet med fællessange kan ses på www.lillerødkoret.dk eller på korets Facebookside, der har navnet ‘Lillerødkoret’. Fællessangene udleveres desuden ved koncerten.
Hele koncerten dirigeres af Klaus Munk-Nielsen - der er korets nye dirigent - og for første gang ved korets årlige forårskoncert.
Det hele løber af stablen på søndag, den 12. maj, kl. 15:00 i Tonnasalen på Musikskolen, Lyngevej 198 i Allerød. Entré på 25 kr. betales ved indgangen.
“Alle er velkomne uden tilmelding, og vi glæder os til at opføre vore værker for fulde huse,” afslutter Olav B. Christensen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET