Tokkekøb Hegn bliver til Sherwood-skoven

Der afvikles en stor spejderbegivenhed i Blovstrød, når Blackfoot-spejderne er vært for årets junior-divisionsturnering med ca. 100 deltagere.

Fotoet er fra et tilsvarende arrangement i 2018 , hvor temaet var ‘Olsen Banden’. Foto: Rasmus Rahbek

DIVISIONSTURNERING I den førstkommende weekend, den 27. - 28. april, bliver der afholdt en stor spejderbegivenhed i Blovstrød, når Blackfoot-spejderne er vært for årets junior-divisionsturnering. Det er en turnering, som organiseres af Ravnsholt Division, og omfatter de blå spejdere i Hillerød, Nødebo, Birkerød, Farum og Allerød.

Spejderne, som er i en alder fra cirka 10-12 år fra de 11 deltagende grupper, samles til en weekend med mange spejderaktiviteter. Det betyder, at der vil være en hel del telte. Måske bliver der bygget noget med rafter og der bliver helt sikkert plads til et lejrbål.

Fantastisk aktivitet
”Vi forventer cirka 100 deltagende spejdere og deres ledere, og dem har vi rigtig fin plads til på vores store spejdergrund. Det er altid skønt at være på lejr, men når vi selv kan lægge grund til sådan en aktivitet, bliver det helt fantastisk”, siger Fred Slüter, der er gruppeleder for Blackfoot-spejderne og divisionschef for Ravnsholt Division.

Spejderlederne fra de deltagende grupper har gennem de seneste måneder udarbejdet et program, der er en dyst i klassiske spejderfærdigheder som f.eks. primitiv madlavning, samarbejde og kreativ problemløsning, som er pakket ind i en fantasi-ramme.

Nottingham og Sherwood-skoven
Fantasi-rammen betyder at Skovmarkshytten og Tokkekøb Hegn bliver forvandlet til Nottingham og Sherwood-skoven, når spejderne skal hjælpe Robin Hood med alle de mange udfordringer, han nu engang har med Prins John.

”Det er inspirerende at arbejde sammen med lederne fra alle grupper, når vi planlægger sådan en lejr. Det bliver også sjovt at se, hvordan spejderne løser de mange opgaver, vi har fundet på til dem”, smiler Rasmus Rahbek, som er ansvarlig leder fra Ravnsholt Division.

Eventyret starter lørdag, den 27. april kl. 09:00 og fortsætter frem til søndag, den 28. april kl. 11:00.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET