Hundeklubberne har trænet ved det gamle teglværk her i Blovstrød i 36 år, men efter sommerferien er det slut.
HUNDEKLUBBER Frustrationen er meget stor hos de tre hundeklubber, der siden 1983 har haft træningsplads ved det tidligere Blovstrød Teglværk i 36 år. Allerød Kommune har nu opsagt aftalen om træningspladsen, og det betyder, at det til næste år efter sommerferien er slut.
Dialogen mellem kommunen og klubberne været meget utilfredsstillende, påpeger klubberne, der tilsammen har cirka 50 medlemmer og består af tre klubber, der benytter træningspladsen og hvor der trænes Rottweilere, Dobberman og Schnauzere.
Bente Berg Kristensen, som sidder i bestyrelsen i Frederiksholm Rottweiler Klub, siger: "Vi har gennem de senere år kæmpet en kamp med kommunen om træningspladsen, der er holdt mange møder, og flere gange har vi fået forlænget vores ophold. Men nu står kommunen fast på, at vores aktiviteter skal stoppe, og man har ikke hjulpet os med at finde et andet sted. Først hed det sig, at der skulle bygges på arealet, men det skal der alligevel ikke - så vi er meget uforstående overfor kommunens beslutning.”
Ugenert for alle
"Vores træningsplads ligger ugenert for alle. Vi er rigtigt mange i alle aldersgrupper, som mødes og træner med vores hunde. Og i disse tider, hvor der er lavet en hundelov, og der er meget fokus på velopdragne hunde med en god adfærd, er det super ærgerligt, at kommunen ikke længere ønsker at bakke op omkring vores klubber," siger Bente Berg Kristensen og fortsætter:
"For os er det en sport at træne og gå til konkurrence med vores hunde, på lige fod med andre sportsklubber – og vi har da endnu ikke hørt om nedlæggelse af sådanne initiativer tidligere. Og kommunens visioner taler jo netop ind i at opfordre borgerne til sunde fritidsinteresser."
Dialog gennem flere år
I følge allerødnyt.dk siger Viggo Janum, formand for Kultur- og Idrætsudvalget: "Vi har haft dialog med hundeklubberne gennem flere år, og vi har lyttet til deres synspunkter. Konklusionen er, at det ikke er hensigtsmæssigt med hundeklubber så tæt på de nye bebyggelser i teglværkskvarteret i Blovstrød. Og det står et enigt udvalg bag.”
“Hundeklubberne må finde et andet sted til deres aktiviteter, og det har klubberne fået at vide allerede i den tidligere byrådsperiode. Der er ingen kommunale arealer, der er egnede til formålet, så klubberne må lave en aftale med en privat lodsejer - jeg har foreslået, at det måske kunne være ved Hanebjerg Skydecenter ved Nr. Herlev," slutter Viggo Janum.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET