Flot kunst til tennissporten

Tre store relieffer er blevet hængt op på facaden af den ny tennishal.

Når Allerøds nye tennishal åbner den 7. november, vil facaden være prydet af tre store relieffer. Det er resultatet af, at Allerød Kommune har stillet facaden til rådighed, og at Skulpturparken-Allerød er stillet med reliefferne. Foto: AOB

KUNST Ny kunst er kommet til verden, efter at tre store relieffer fra Skulpturpark-Allerød er blevet hængt op den 11. oktober på facaden af den ny tennishal, og som man kan beundre, når den nye hal åbner den 7. november.

Det ene refief kommer fra Roskilde Universitet, hvor det har hængt i nogle år, mens de to andre er blevet hentet på Allerød Rådhus, hvor de har stået i depot de sidste to år.

De tre relieffer måler alle to gange to meter og er udført i hvidmalet aluminium af den kendte kunstner Karl Aage Riget (1933-2001). Værkerne er doneret til skulpturparken i Allerød af kunstnerens enke, Vibeke Riget, som for to år siden havde ønsket om at fremme bestræbelserne på at skabe en skulpturpark på stedet med værker af betydningsfulde danske og internationale kunstnere.

De tre relieffer markerer sig flot med Karl Aage Rigets karakteristiske grafiske symboler på tennishallens mørke gavl. Foto: AOB

Svært at finde plads
På grund af deres størrelse har det ikke været nemt at finde en passende placering for de imponerende kunstværker, men med færdiggørelsen af tennishallen, der bliver fælles for kommunens tre tennisklubber, Allerød Tennisklub, Blovstrød Tennisklub og Lynge Tennisklub, er der fremkommet en ideel ophængningsmulighed i form af tennishallens facade.

Skulpturparken-Allerød blev på privat initiativ etableret i 2015 inden for rammerne af den cirka 10 tønder land store Allerød Tennispark. Skulpturparken administreres af den frivillige forening ‘Skulpturparken-Allerød’.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET