Blovstrødhallens cafeteria ‘Spisestedet’ var fyldt til sidste plads, da der var indkaldt til fællesspisning og VM-håndbold i verdens-klasse, hvor Danmark vandt guld over Norge.
FÆLLESSPISNING Mia Finnemann Schultz, som er initiativtager til ‘Træf-på-Tværs’, var meget positiv overrasket over, at der var så stor tilslutning til arrangementet: “Vi havde sagt, at vi ville gennemføre Træf-på-Tværs, hvis der var minimum 20 tilmeldinger, og det ville være rigtig fint, hvis vi kunne samle 40 Blovstrød-borgere - men det her blev en kæmpesucces, hvor tæt på 100 havde meldt sig til arrangementet.”
Plan B
På grund af at VM-finalen i håndbold - mellem Danmark og Norge - der som bekendt blev afviklet samtidig med at ‘Træf-på-Tværs’ havde åbnet dørene til ‘Spisestedet’, valgte arrangørerne at afvikle en plan B. I den forbindelse sagde Mia Finnemann Schultz:
“Jeg er enormt glad for den opbakning, der har været til idéen. Og at der faktisk møder 100 blovstrødder, fuldt hus i caféen, op til fællesspisningen her søndag aften - det er bare i top! Jeg fornemmede med det samme en god stemning, og det bliver der jo, når mange åbne og nysgerrige mennesker samles for at spise og tale og komme hinanden ved. Næste gang kan vi ikke lige garantere et verdensmesterskab, men vi glæder os til søndag, den 17. marts, hvor nye idéer skal afprøves i vores tanke om at skabe forsamlingshusstemning og fællesspisning i Træf-på-Tværs.”
“Vi har iøvrigt allerede nu fået mange forslag til emner, som man meget gerne vil høre mere om, og det har vi naturligvis allerede noteret os. Der er ting vi skal have justeret, men i det store og hele er vi rigtig godt tilfredse med arrangementets gennemførelse,” slutter Mia Finnemann Schultz.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET