Scleroseforeningen samler ind til forskning af sclerose på søndag, og du kan stadigvæk nå at tilmelde dig.
INDSAMLER "Scleroseforeningen samler ind til forskning af sclerose søndag, den 9. september, og du kan stadigvæk nå at tilmelde dig." Det siger Blovstrød-borgeren Martin Wolffbrandt, som er indsamlingsleder i Allerød. Han fortsætter:
"Resultatet fra husstandsindsamlingen ’Sammen mod sclerose’ går ubeskåret til forskning. Vi kæmper for at få knækket koden og løst gåden om sygdommen. 16.000 i Danmark er ramt af sclerose, som desværre er langt mere almindelig, end mange tror.”
Martin H. Wolffbrandt opfordrer til, at man senest i dag tirsdag sætter kryds i kalenderen og tilmelder sig på www.sammenmodsclerose.dk.
Flere indsamlere
Martin H. Wolffbrandt skriver på Facebook: ”Jeg har fra vi startede planlægningen af indsamlingen 'Sammenmodsclerose den 9. september' haft 30 indsamlere, som et ret ambitiøst mål for Allerød. Vi har nu 28 ruter besat. Det er langt flere end sidste år, så jeg er en glad mand, men jeg bliver endnu mere glad, hvis flere bruger 2 minutter på at melde sig som indsamler. Og jeg bliver en rigtig, rigtig glad mand, hvis du tager godt imod indsamlerne på søndag."
Der er indsamling i både Lillerød, Lynge og Blovstrød. Man skal blot taste postnummer 3450 eller 3540, så kommer alle ruterne frem. Hvis man ikke er godt gående, kan man vælge en 'rute' ved et supermarked.
Ekstra indsamlingsbøsser
Det er sidste chance at tilmelde sig som indsamler i dag, tirsdag den 4. september, men vil man alligevel gerne være med til indsamlingen eller har har spørgsmål til indsamlingen, kan man efter fristen ringe til Martin H. Wolffbrandt, som er indsamlingsleder i Allerød, på telefon 25 53 18 91, da han har nogle få ekstra indsamlingsbøtter til tilmeldinger i 11. time.