Om kræft og immun-terapi

Forskningsprofessor Per Guldberg holder foredrag på Allerød Bibliotek om emnet.

 KRÆFTFORSKNING  Forskningsprofessor Per Guldberg fortæller om sin forskning i kræft og immunterapi på Allerød Bibliotek den 4. september kl. 19:00. Foredraget holdes i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Allerød.

Per Guldberg vil komme ind på, hvad kræft egentlig er, hvorfor det opstår i kroppen og hvordan kræftceller kan bekæmpes. Han er daglig leder af Cancergenetisk Laboratorium i Kræftens Bekæmpelse, hvor hans hold af forskere arbejder med de genetiske forandringer der driver udviklingen af kræft. De har særlig fokus på DNA-testning, så man kan lave tidlig diagnosticering af kræft på en skånsom måde - f.eks. via urinprøver for blære og prostatakræft.

Immunterapi er en behandlingsform, der udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller. De seneste år er der sket et markant gennembrud, hvor immunterapi er gået fra at være en behandling, der kun blev tilbudt få patienter, til at være standardbehandling af kræftpatienter med en række kræftformer, hedder det i Allerød Biblioteks omtale af foredraget på Facebook.

Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Allerød giver kaffe og brød til publikum. Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig.