Et frækt tyveri: Imens kvinden sad i sin kørestol inde i stuen, stjal tyven hendes pung samt mobiltelefon ved at kravle gennem et vindue.
LISTETYV En 78-årig kvinde, der bor i Sjælsøparken, blev mandag formiddag udsat for et frækt tyveri. Imens hun sad i sin kørestol inde i stuen, stjal en tyv hendes pung med penge i samt hendes mobiltelefon. Begge dele lå i køkkenet, som tyven fik adgang til via et vindue, der stod på klem. Det skriver Amtsavisen og uddyber:
Det var ikke kvinden selv, men derimod naboer som anmeldte episoden til politiet. Beboere på vejen havde nemlig set en mistænkelig mand i området, og en beboer i en anden bolig bemærkede manden i sin have, hvorfra der blev stjålet cigaretter.
Nordsjællands Politi har fået et fyldigt signalement af manden, der beskrives som 25-30 år og 175-180 centimeter høj. Han er mørk i huden og har sort, krøllet hår samt en stor næse. Da han blev observeret i Sjælsøparken, var han iført en hvid sportstrøje med lynlås og mørke striber samt mørke bukser. Han havde en sort rygsæk med sig og talte lidt engelsk.
Politiet hører gerne fra folk, der kan bidrage med oplysninger i sagen på telefon 114.