Scleroseforeningen har brug for indsamlere

Der er brug for frivillige indsamlere til scleroseforeningen til september.

Blovstrød-borgeren Martin H. Wolffbrandt er indsamlingsleder i Allerød ved landsindsamlingen for Scleroseforeningen til september. Pressefoto

INDSAMLING  For tredje år i træk har Scleroseforeningen fået mulighed for at lave en husstandsindsamling. En af kommunerne hvor Scleroseforeningen samler ind er Allerød. For at indsamlingen bliver en succes, er der brug for indsamlere den 9. september. Man kan let tilmelde sig som indsamler på www.sammenmodsclerose.dk

”Resultatet fra husstandsindsamlingen ’Sammen mod sclerose’ går til forskning. Vi kæmper for at få knækket koden og løst gåden om sygdommen som hvert år rammer 6-700 i Danmark og derfor desværre er langt mere almindelig, end mange tror”, siger Martin H. Wolffbrandt som er indsamlingsleder for indsamlingen i Allerød.

Martin H. Wolffbrandt opfordrer til, at man allerede nu bruger to minutter på at sætte kryds i kalenderen og tilmelde sig på www.sammenmodsclerose.dk

”Jeg håber mange vil bruge to minutter nu på at tilmelde sig og to timer på at gå en indsamlingsrute den 9. september. Med den indsats kan man gøre en kæmpe forskel for de alt for mange, som er ramt af sygdommen – og endnu bedre er det, hvis vi kan finde svaret på, hvordan vi undgår, at så mange bliver ramt i fremtiden. Det kan faktisk være sig selv, man samler ind til.”, siger Martin H. Wolffbrandt.

I år bliver der indsamling i både Lillerød, Lynge og Blovstrød. Man skal blot taste postnummer 3450 eller 3540, så kommer alle ruterne frem. Hvis man ikke er godt gående kan man vælge en ”rute” ved et supermarked. 

”Indsamlingens farver er røde og hvide. I denne fodbold-VM-tid vil det være dejligt, hvis sejre fejres ved at man tilmelder sig på www.sammenmodsclerose.dk så bliver ens gode humør til penge, der går til forskning. Og forskning nytter.”, slutter Martin H. Wolffbrandt, som kan kontaktes på tlf. 25 53 18 91.