Så åbnede Blovstrød Tennis-klub tennissæsonen

I år har Blovstrøds tennisanlæg snart 30 års jubilæum.

Kl. 10:00 var der standerhejsning ved Blovstrød Tennisklub, og efterfølgende var klubben vært for medlemmerne, med kaffe og morgenbrød. Foto: AOB

SÆSONÅBNING  I søndags var der igen i år stort fremmøde af medlemmer fra Blovstrød Tennisklub for at åbne tennissæsonen. Da formiddagen bød på flot solskinsvejr, var der morgenservering fra klubbens 'Glashuset'.

Præcis kl. 10:00 var der den traditionelle standerhejsning, hvor formanden Gunnar Olsen bød velkommen til 2018-sæsonen. Han kunne samtidig oplyse, at i år var der mulighed for at få nogle gode tilbud fra Transocean-Sport, idet firmaet var mødt frem med næsten alt, hvad man som tennisspiller har brug for.

Formanden fremhævede endvidere klubbens fortræffelige cheftræner Behzad Samimi, som startede sidste efterår. Behzad kan kontaktes på trainer@btk-tennis.dk.

Tennisklubbens cheftræner Behzad Samimi. Foto: AOB

Klubben var efterfølgende vært for medlemmerne, med kaffe og morgenbrød, hvorefter - fra kl. 11:00 til kl. 13:00 - var der 'Hyg ind', hvor alle spillede mod alle.

30 år jubilæum
Det blev oplyst, at tennisanlægget bag Blovstrødhallen blev indviet den 10. maj 1988 og har således meget snart 30 års jubilæum. 

Tennisanlægget bag Blovstrødhallen blev indviet den 10. maj 1988 med to baner, og anlægget kan således snart fejre 30 år jubilæum. Foto: Jørgen Strüwing

Glashuset
Gunnar Olsen fortlate til AOB, at Kultur- og Idrætsudvalget havde afvist, at Allerød Kommune ville overtage klubbens klublokale, 'Glashuset', der som bekendt ligger lige i centrum af tennisanlægget, men som nu trænger til en kærlig hånd - ikke bare maling, men også udskiftening af bl.a. nedbrudt træværk.

I sit afslag havde udvalget anvist, at klubben i stedet kunne bruge Blovstrødhallen som samlingssted og klublokale. Det forslag kaldte tennisklubben 'fuldstændig ubrugeligt', idet 1) Blovstrødhallens cafeteria er oftest lukket og låst af, 2) Der er ikke plads til opbevaring af bolde, boldmaskine, træningsudstyr og tennisklubbens øvrige remedier og 3) Tennisbanerne kan overhovedet ikke ses fra hallen.

XL-Byg sponsorer materialerne
Nu går tennisklubben imidlertid selv i gang med renoveringen, idet der er fundet en anden løsning. Gunnar Olsen fortæller, at han tabte tålmodigheden og har nu skaffet mange frivillige, som vil hjælpe med renoveringen.

Det vigtigste er dog nok, at et af medlemmerne, den pensionerede tømmermester, Poul Hvitved, har forhandlet med XL-Byg, som har tilbudt at sponsere alle materialerne til renoveringen, og arbejdet går derfor straks i gang. I forbindelse med renoveringen vil man opsætte lyd-regulerende loftplader for at justere akustikken i lokalet.

Formanden for Blovstrød Tennisklub, Gunnar Olsen, og afdelingsdirektør Christian Thorup, XL-Byg, giver hinanden hånd på aftalen om levering af materialer til renoveringen af ’Glashuset’. Privatfoto