Præster fra folkekirken er udtaget til strejke

Får en eventuel strejke eller lockout indflydelse på Blovstrød Kirke?

Sognepræst Kristine K. Ravn: "Vi regner bestemt ikke med at aflyse kirkelige handlinger – ikke mindst konfirmationerne. Arkivfoto: AOB

KONFLIKT  Der skrives kirkehistorie i Danmark i disse dage. For første gang er præster fra folkekirken udtaget til strejke af deres fagforening, og for første gang har staten varslet lockout af kirkens præster. Det er en uholdbar situation, hvor vielser, konfirmationer og gudstjenester kan komme i fare. 370 af præsterne er overenskomst-ansatte, og de fleste af dem kan blive berørt af en konflikt.

Strejke
Men bliver Blovstrød Kirke berørt af denne situation? Vi har spurgt vor sognepræst Kristine K. Ravn, som siger:
"Vi bliver stort set ikke påvirket. Jeg er tjenestemandsansat og må ikke strejke, men sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen er udtaget til strejke. Hun har imidlertid kun meget få ting i Blovstrød i april måned, hvorfor det stort set ikke kommer til at påvirke Blovstrød Kirke.

Lockout
Indtil videre er der ikke noget af personalet ved Blovstrød Kirke i øvrigt, som er udtaget til strejke, men den varslede lockout vil ramme vores kirketjener og personalet på kirkegården. Vi vil imidlertid stadig have sanger og organist, da de heldigvis ikke er ramt af lockout, så vi regner bestemt ikke med at aflyse kirkelige handlinger – ikke mindst konfirmationerne."