Vibeke Laumann blev valgt som ny formand for en af Danmarks største løbeklubber.
FORMAND Blovstrød Løverne havde generalforsamling i går, torsdag, i klubhuset på Skovvang Stadion, og her skulle der bl.a. vælges ny formand.
Der stillede to kandidater op: Vibeke Laumann, som har løbet i klubben i rigtig mange år, og Allerøds tidligere borgmester, Jørgen Johansen. Det var spændende - lige til det sidste, men det blev Vibeke Laumann, som fik flest stemmer og dermed blev valgt til ny formand.
Har lysten, tiden og ikke mindst et godt kendskab til løbeklubben
Vibeke Laumann, sagde inden afstemningen bl.a. "Jeg har valgt at stille op til formandsvalget, da jeg har lysten, tiden og ikke mindst et godt kendskab til vores dejlige løbeklub. Samtidig synes jeg også, at jeg har de nødvendige kompetencer til at bestride posten som formand.
Jeg har løbet i klubben siden 1982 – det bliver til 36 år!! Det gør man kun, hvis man virkelig 'elsker' denne.
På løbefronten har jeg gennem årene løbet på hold 2-3 og 4 og været gæst på hold 5-6 og 45. Jeg trænede sidste vinter vores ungdom hver mandag, og jeg står for onsdagsgymnastikken nu på 3. år.
Jeg har været indehaver af en Fysioterapi i 30 år – en praksis med 10 medarbejdere, som jeg stod i spidsen for, men solgte min praksis for to år siden og arbejder nu kun 10-12 timer med holdtræning og patientbehandling. Så der er plads i kalenderen til klubarbejdet.
Jeg har gennem årene været involveret i flere bestyrelsesopgaver, og har altid syntes godt om bestyrelsesarbejde.
Jeg skal heldigvis ikke forsøge at vippe en nuværende formand af pinden. Derimod skal jeg forsøge at fortsætte det store arbejde, som Bjarne og hans tropper udfører.
Ungdomsafdelingen op at køre
Der skal ikke laves meget om. Dog har jeg et ønske om, at vi prøver at få ungdomsafdelingen op at køre, så vi ikke ender som en pensionistklub. Og så skal vi ryste posen og se på alle de arrangementer, vi indtil nu har haft. Nogle af dem, der ikke har været så stor tilslutning til skal måske lægges på hylden, så der kan blive plads til nye."
Vibeke Laumann sluttede: "Jeg kender langt de fleste trænere og udvalgsmedlemmer, og jeg vil glæde mig til at samarbejde med alle, hvis jeg bliver valgt."