Tragisk dødsfald i Blovstrød Svømmehal - OPDATERET

En 14-årige pige omkom i går, da hun var til svømmetræning i Blovstrød Svømmehal, der nu er lukket.

Politiet var sammen med en ambulance til stede ved Blovstrød Svømmehal mandag eftermiddag. Foto: AOB

ULYKKE En 14-årige lokal pige mistede i går, mandag eftermiddag, livet, da hun var til svømmetræning i Blovstrød Svømmehal. Det oplyser Nordsjællands Politi til Allerød Nyt.

Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke de yderligere omstændigheder ved den tragiske hændelse, der fandt sted kl. 16:45, men den 14-årige pige blev forsøgt genoplivet både i svømmehallen og på hospitalet, men hendes liv stod desværre ikke til at redde.

Politiet siger til Frederiksborg Amts Avis:
“Der er tale om en ulykke, som resulterer i, at pigen ulykkeligvis afgår ved døden. Det sker under svømmetræning i svømmhallen, men vi ved endnu ikke, præcis hvad der sker. Og vi ved ikke, om der er tale om en drukneulykke. Det skal vi nu have undersøgt nærmere, siger Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi.”

Blovstrød Svømmehal er lukket i dag tirsdag. Allerød Kommune ønsker ikke at knytte kommentarer til lukningen.

OPDATERING
Svømmeklubben har udsendt pressemeddelelse om dødsfaldet i Blovstrød Svømmehal:

Mandag 17. december blev en sorgens dag i Sigma Swim.

Under træning i Blovstrød Svømmehal for klubbens 2. hold blev en af Sigmas dygtige konkurrencesvømmere, 14-årige Signe Krag Andersen, ramt af et akut hjertestop. Hun blev meget hurtigt hevet op af vandet og hjertemassage blev påbegyndt omgående,' skriver Sigma i pressemeddelelsen, der fortsætter:

“Trænere, holdkammerater, ambulance- og redningsfolk gjorde alt hvad de kunne for at genoplive Signe, men efter ankomst til Rigshospitalets traumecenter stod det desværre klart, at Signes liv ikke kunne reddes.”

“Ulykken er ikke en drukneulykke,” fastslår Sigma, der oplyser, at trænere, holdkammerater og forældre omgående fik psykologisk krisehjælp i svømmehallen, og at man i klubben efter bedste evne forsøger at tage hånd om de berørte.

“Signes familie står tilbage med det størst tænkelige tab, og i Sigma Swim vil vi passe så godt på dem, som det er os muligt. Vores varmeste og hjerteligste tanker er med dem i denne urimelige tid. For altid vil glade Signe blive savnet i hendes elskede svømmemiljø, Sigma Swim,”

Sigma Swim har efter aftale med familien valgt at offentliggøre navnet på den 14-årige pige.

NY OPDATERING
Elskede svømning
Mia Hyldahl er klubchef i Sigma Swim, og hun kendte derfor pigen, som brugte meget tid i svømmeklubben. Til Ekstra Bladet siger hun:

“Hun elskede svømning. En af vores rigtig glade, unge atleter, som havde hele sit liv i svømmeklubben. Alle hendes bedste veninder og venner de var på hendes svømmehold og i svømmeklubben.

Hun var en glad person, som fyldte rigtig meget i vores miljø og i vores fællesskab, og hun vil blive savnet forfærdelig meget af mange.

Pigen var ikke alene om sin passion for svømning. Hendes familie var også en stor del af klubben.

Mia Hyldahl siger videre: “Hun var super engageret og dedikeret omkring sin svømning og sine kammerater i klubben. Hele hendes familie er en del af vores miljø og nogen af de bærende kræfter i vores svømmemiljø.”

“Vi er den bedste klub i Danmark, så vi har behov for mange gode familier i miljøet, men deres er en af de allervigtigste og bedste for vores miljø,” slutter Mia Hyldahl.