Grå eller hvid jul?

Nogle prognoser peger mod gråvejr, mens én vigtig prognose nu peger mod sne.

Meldingen om sne juleaftensdag kommer fra den fælleseuropæiske prognosemodel, som i meteorologiske kredse er kendt som en af verdens bedste. Arkivfoto: AOB

PROGNOSE Et lavtrykket har taget rejsen fra de Britiske Øer, over Nordsøen og rammer - ifølge den seneste prognose - Danmark juleaftensdag. Det er nok det, nogen vil kalde en ‘god timing.’

Lige nu er det jo gråt, vådt og ret så kedeligt vejr her i Blovstrød. Men det kan nå at ændre sig, inden kalenderen viser 24. december og vi skal danse om træet. 

DMI mener, at der i hvert fald er en chance for en hvid jul. Prognosen begynder at blive mere sikker, og vi får højst sandsynlig et lavtryk, der vil passere hen over landet. Det betyder, at det starter som regn, men som det ser ud lige nu, vil det flere steder i landet overgå i tøsne, siger DMI. 

Klart nytår
I og med vi bevæger os længere ud i fremtiden, bliver prognoserne også mere usikre, men DMI vil dog godt gisne om, hvordan vejret bliver nytårsaften: 

Som det ser ud nu, er bliver det et fornuftigt vejr. Efter jul kommer der således mildere luft ind fra vest, og når vi nærmer os nytårsaften, ser det ud til, at vi kan få en vis opklaring. 

Det ser derfor ud til, at de penge der er brugt på krudt i år, ikke bliver spildt på flotte brag bag skyerne.