Nye tider for Blovstrød IF-fodbold

Over 20 medlemmer har givet hinanden håndslag på at give den en skalle for Blovstrøds lokale fodboldklub.

Nye personer er kommet til som trænere, og flere nye medlemmer er på vej. Temafoto

FODBOLD  Der er nye tider for herresenior-fodbolden i Blovstrød IF: Nye personer er kommet til som trænere, og flere nye medlemmer er på vej. Sådan lyder det på BIFs-fodbolds hjemmeside.

"Efter nogle sløje år, hvor resultaterne ikke har været med os, har over 20 medlemmer givet hinanden håndslag på at give den en skalle for vores lokale fodboldklub i Blovstrød," skriver man på den lokale hjemmeside.

Jacob Saaby Sørensen og Kasper Korndahl har overtaget trænergerningen efter Thomas Max og Peter Tømming. Både Jacob og Kasper har indgående kendskab til Blovstrød IF. Da begge har været medlemmer og spillere gennem mange sæsoner, og begge er særdeles vellidte i og omkring afdelingen.

Herresenior-fodbolden i BIF-fodbold startede officielt i lørdags på Blovstrød Idrætsanlæg. Her var der blandt andet træning, sandwich og lidt til ganen og orientering om forventninger, mål og planer for foråret.