I går var der igen ubudne 'gæster' i en villa i Blovstrød. Denne gang på Lucernevej.
INDBRUDSBØLGE Natten til mandag var der indbrud på Hørmarken, og nu har der været indbrud på Lucernevej. "Hvem bliver de næste, som får besøg?" spørger en frustreret borger, som skriver videre:
"Det er temmelig frustrerende at læse om alle de indbrud og indbrudsforsøg, der finder sted i vores lille by. Så sent som i går var der endnu et indbrud på Lucernevej, og selvom der ganske vist kun blev stjålet penge og værdigenstande, skaber det utryghed, og folk føler sig, forståeligt nok, krænket."
Borgeren fortsætter:
"Spørgsmålet er, om det nu er tid til en opsummering af antallet af indbrud. Jeg synes, at der har været rigtig mange på det seneste, ja, flere end der plejer! Jeg mindes, at politiet ved en tidligere lejlighed har udtalt, at antallet af indbrud ikke er højere i Blovstrød end i andre dele af landet, men det kan simpelthen ikke være rigtigt! Ikke at jeg håber, at jeg har ret, men hvis jeg har ret i min antagelse, vil det klæde på politiet såvel som politikerne at forholde sig til indbrudssituationen i Blovstrød igen - samt til årsagen til denne bølge af indbrud. Og naturligvis gøre noget ved det!"
AOB har talt med Gitte Damgård, fra 'Sikker i Blovstrød', som fortæller: "I 3. kvartal var vi kommet ned på en 9. plads i Allerød mht. de 13 nordsjællandske kommuner.
Statistik for 4. kvartal er stadig ikke landet, men det kan ske når som helst nu." Gitte Damgård vender hurtig tilbage, når de nye tal dukker op.