Så blev det nye busstoppested klar til privatskolens elever

På mandag, den 14. august, starter det nye skoleår for privatskolens elever - og med en ny sikrere overgang til/fra et nyt busstoppested

Som det ses, blev den nye sikre forgængerovergang ved privatskolen klar til den første skoledag efter ferien. Overgangen er udført med en belyst midterhelle og med markerede færdselstavler. Foto: AOB

TRAFIKSIKKERHED  Kommunen havde stillet Allerød Privatskole i udsigt, at når skolen starter her på mandag, den 14. august, så ville busstoppestedet ved skolen være flyttet, og der ville være etableret en sikker fodgængerovergang ved privatskolens bagindgang. 

Tidsplanen blev overholdt til punkt og prikke af bl.a. Birkerød-entreprenøren 'Gravmand', som havde ca. 3 uger til at udføre det samlede vejprojekt. Der i alt tale om en større vejomlægning, idet indkørslen til XL-BYG på sigt bliver flyttet og vil indgå i en helhedsløsning med den fremtidige vejadgang til Teglskovs-bebyggelsen, som bliver opført syd for XL-BYG.

Ingen buslomme
Med et tæt samarbejde med skolen og forvaltningen er der på rekordtid blevet etableret en ny, flot belyst fodgængerovergang med midterhelle til et nyt busstoppested på sydsiden af Sortemosevej og med markerede færdselstavler. Samtidig er hastigheden på hele Sortemosevej nu nedsat til 50 km/t. Oprindeligt var der i projektet vist en buslomme på sydsiden af vejen - den er dog i sidste fase ikke kommet til udførelse.  

Hastigheden på hele Sortemosevej er nu nedsat til 50 km/t. Overgangen til det nye bus-stoppested er udført med en belyst midterhelle og med markerede færdselstavler. Foto: AOB

Mulighed for skolepatrulje
"Løsningen giver mulighed for at etablere skolepatrulje ud for skolen, og på den måde hjælpe store såvel som små elever sikkert over Sortemosevej," siger skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj og tilføjer: 

"Det giver elever, der kommer til skolen ad bagvejen en langt bedre skolevej, og kommer til at forbedre muligheden for at komme til busstoppestedet på den sydlige del af Sortemosevej, både før- og efter skole-tid.”