Blovstrød Kro sat til salg

Den samme ejer i 34 år har nu sat Blovstrød Kro til salg for 8,5 millioner

Blovstrød Kro er nu sat til salg. Pris: 8,5 millioner. Foto: AOB

TIL SALG  Ejeren af Blovstrød Kro har nu sat ejendommen til salg, og i Børsen kan man i dag i en annonce læse, at ejendommen er på 1.258 m2 med to lejligheder og ni værelser. Endvidere oplyses det, at restauranten har plads til 220 spisende gæster, og udendørs er der plads til 100 personer.

Kroen er sat til salg for 8,5 mio., og det oplyses samtidig, at bygningen kan udvikles, og der er ekstra byggeret. Endvidere fortælles, at der på Kongevejen dagligt er 15.000 forbipasserende biler. 

Af annoncen fremgår det endvidere, at det er den samme ejer, som gennem 34 år har drevet kroen, og det oplyses samtidig, at ejendommen kræver en opfriskning.