To lygtepæle på Sortemosevej blev påkørt af en personbil, som endte på taget
ULYKKE En 25-årig mand fra Allerød, der var påvirket af spiritus, kørte lørdag morgen omkring klokken 7:00 galt i sin bil på Sortemosevej ud for XL-byg, oplyser Nordsjællands Politi.
Vagtchef, Jan Hedager, oplyser, at manden, som havde 'en del alkohol i blodet', påkørte to lygtepæle, hvorefter han mistede herredømmet over bilen, som slingrede og rullede rundt og endte på taget. Bilisten kom kørende fra Allerød mod Blovstrød.
Det oplyses, at manden slap med småskader, men måtte en tur på skadestuen, hvor der bl.a. blev udtaget en blodprøve for at fastslå, hvor høj en promille han havde.