Allerød Kommune ligger desværre igen på en førsteplads hvad angår indbrud. Blovstrød er værre end resten af kommunen!
INDBRUD Gitte Damgård fra 'Sikker i Blovstrød' oplyser til AOB, at Allerød er nr. 1 på den Nordsjællandske indbrudsliste i 1. kvartal 2017.
Gitte Damgård har været inden på statistikbanken og hentet tal for Nordsjælland, og her må man desværre konstatere, at Allerød er på en kedelig førsteplads mht. antal indbrud efterfulgt af Gentofte, Helsingør og Rudersdal.
Her under kan du se antal indbrud pr. 1000 husstande:
Allerød 7,887
Gentofte 7,439
Helsingør 7,443
Rudersdal 7,129
Blovstrød er ramt hårdere end resten af Allerød
"Og det viser sig samtidig, at Blovstrød statistisk faktisk er dårligere end det øvrige Allerød, og det er primært grundejerforeningen Vindbygård og Rosmosegård samt Sandholmgårdsvej, det går ud over. Der er plads til opstramning, så vidt jeg kan se," siger Gitte Damgård og fortsætter:
"Så der er al mulig grund til, at vi fortsat prøver at være opmærksomme og også tillægger os flere gode vaner. Hermed en opfordring til at komme på Nabohjælp, hvis du ikke allerede er det, og også til at få lavet aftaler med naboer osv, når du er væk.”
Danmark er hårdest ramt af indbrud
Danske boligejere er blandt dem i Europa, som oftest er ramt af indbrud. Et forskerhold har nu kortlagt, at det bl.a. skyldes det store antal parcelhuse. Det skriver Berlingske.
Politiet: Vi er ikke gode nok
Politiet siger endvidere til Berlingske: "Vi er ikke gode nok til at opklare indbrud. Det kan vi godt blive bedre til. En højere opklaringsprocent giver - som rapporten også påpeger - et fald i antallet af indbrud."