To personbiler var stødt sammen i voldsom fart, idet begge biler blev totalskadet - OPDATERET
ULYKKE I går eftermiddags - omkring klokken 15:30 - skete der et voldsomt uheld ved T-krydset på Kongevejen ud for Sortemosevej. To personbiler var kørt sammen i krydset.
Tilsyneladen var de to biler stødt sammen i voldsom fart, for begge bilers forpartier var totalt splittet ad, og ingen af vognene kunne fjernes uden Falcks hjælp. På det pågældende sted må man kun køre 50 m/t.
I forbindelse med ulykken var både ambulance, politi og Falck til stede, og det vides på nuværende tidspunkt íkke, om der kun var tale materiel skade.
OPDATERET:
Allerødnyt.dk har i dag fulgt op på historien og har oplyst følgende:
To biler blev ifølge politiet totalskadet, da en 49-årig kvinde fra Hillerød overså en modkørende i krydset Kongevejen/Sortemosevej i Blovstrød mandag omkring kl. 15:27.
Den 49-årige kvinde kørte - ifølge politiet - ad Kongevejen mod nord og svingede til venstre i krydset ind mod Sortemosevej. Der var grønt lys, men hun overså den modkørende bil, som en 63-årig kvinde fra Gentofte kørte i mod syd ad Kongevejen.
Der skete ifølge politiet 'betydelig materiel skade', men heldigvis var der ingen personskade.