Stor glæde hos flertallet over aftalen.
NY BORGMESTER Det var på valgnatten stor glæde og tilfredshed hos flertallet bag konstitueringsaftalen, der med 15 ud af 21 byrådsmedlemmer i ryggen bringer Karsten Längerich i borgmesterstolen på Allerød Rådhus - den første Venstre-borgmester i 24 år. Det skriver allerødnyt.dk og uddyber:
En aftale der ser fremad
“Det er en rigtig god og bred aftale, vi har lavet. Det er en aftale, der ser fremad. En aftale hvor kernevelfærden er i centrum, hvor vi vil udvikle Allerød, og hvor vi sikrer et rigtigt bredt samarbejde,” sagde den nye borgmester, Karsten Längerich, da konstitueringsforhandlingerne var forbi.
Han fortsatte: “Jeg er glad for de forhandlinger, vi har haft. De har taget tid, men de har været super gode, og jeg vil gerne takke alle, der har været med.”
“Det ville da have været rart, hvis det havde været en endnu bredere aftale, men vi vil bruge alle vores kræfter på at skabe et bredt samarbejde i byrådet, også med de partier, der ikke er med i konstitueringen.”
Om det ultimative krav til Konservative om, at Erik Lund ikke måtte få en formandspost, siger Karsten Längerich: “Konservative fik det ultimative krav, fordi vi skulle have tingene til at hænge sammen, og det var sådan det blev. Man ønsker en ny samarbejdsform i byrådet. Vi tilbød faktisk Konservative to udvalgsformandsposter, men det var en udfordring at få kabalen til at gå op. Jeg er ked af, at de gik, men jeg håber på et rigtigt godt samarbejde fremadrettet.”
Stolthed over aftalen
Miki Dam Larsen, Socialdemokratiet, var 'meget stolt af aftalen': “Jeg er glad for aftalen, og jeg har tillid til den, ligesom jeg har tillid til denne gruppe af mennesker. Jeg tror også, at borgerne vil have tillid til, at vi kan lægge en ny kurs for Allerød, hvor kernevelfærden kommer tilbage på sporet. Jeg er spændt, glad og taknemmelig,” sagde Miki Dam Larsen.
Nikolaj Bührmann, SF, sagde: “Jeg er faktisk lidt rørt. Det er et stort øjeblik, hvor der sker et magtskifte i Allerød. Det har Allerød fortjent, for det er det, Allerød-vælgerne har valgt. Det er helt på sin plads, at Venstre nu indtager borgmesterposten.”
Viggo Janum, Vores Allerød - der kom ind i det nye byråd med et enkelt mandat - supplerede: “Vi er glade og stolte over at være kommet ind som den 'nye blå dreng i klassen'. Vi vil gøre, hvad vi kan for, at der sættes blå aftryk på udviklingen af Allerød.”
Erling Petersen, Blovstrød Listen, fandt, at forhandlingerne havde været en fornøjelse, hvor alt var kommet på bordet og alt delt rigtigt ud.
Og Radikale sagde, at partiet på forhånd havde lagt vægt på et bredt samarbejde i byrådet, og at det i hvert fald kom nu. “Vi glæder os også over det løft for børn og kernevelfærd og udvikling af det grønne område, der er udsigt til,” lød det.