To borgmestre løb sammen med privatskolens elever.
MOTIONSDAG Allerød Privatskole deltog fredag formiddag i 'Skolernes motionsdag'. De to 7. klasser spillede 'Ultimate', mens 8. og 9. klasserne kunne vælge mellem at spinne i Fitness World eller dyrke aerobic. 0. til 6. klasse løb en 3,2 kilometer rute - en, to eller tre gange.
Dette løb for de mindste blev skudt i gang af borgmester Jørgen Johansen og viceborgmester Jesper Hammer. De to politikere løb 6,4 km sammen med Allerød Privatskoles skoleleder Mikkel Løvenhøj, en del lærere, pædagoger og de omkring 260 elever.
Mikkel Løvenhøj siger i en pressemeddelese: ”Det er dejligt, at borgmesteren og viceborgmesteren afsætter tid til at besøge privatskolen. Et løb som dette, hvor alle løber sammen, giver en rigtig god mulighed for at få en lille snak på kryds og tværs. Der er ingen tvivl om, at det var en stor oplevelse for børnene at løbe sammen med de to politikere, og der kom mange gode spørgsmål til dem begge undervejs,”
Mikkel Løvenhøj fortsætter: ”Personligt er jeg rigtig glad for det samarbejde, vi over det seneste år har opbygget med Allerød Kommune og håber, vi kan fortsætte det tætte samarbejde, ligegyldigt hvem der løber med sejren i det kommende valg.”