58 elever fra Blovstrød Skole - med samfundsfag som valgfag - arbejdede med demokrati-projekter, der var en del af en landsdækkende kampagne.
DEMOKRATI Allerød Bibliotek havde inviteret elever fra Blovstrød Skole til at udvikle idéer til lokalpolitiske tiltag, der ville kunne gøre det mere attraktivt at bo og opholde sig i Allerød Kommune.
Der var i alt 13 projekter fra skolen, der i torsdags, den 12. oktober blev præsenteret på biblioteket for forældre og medlemmer af Allerød Byråd - der var et resultat af en uges arbejde med fokus på demokrati i anledning af det kommende kommunalvalg.
58 elever fra skolens 7. til 9. klasse med samfundsfag som valgfag deltog i projektet, der igen var en del af en landsdækkende kampagne. Kampagnen skal fremme de unges forståelse for lokaldemokratiet og opfordre dem til at engagere sig i det nære samfund.
Der var rigtig mange gode og spændende forslag fra Blovstrød-eleverne. En afstemning blandt alle gæster, der havde set alle elevernes idéer, blev som afslutning offentliggjort. Og vinderen blev 'Projektet for Allerød Torv.'
Allerød Torv som multifunktionel park
Carla, Caroline, Thea og William fra 9. klasse skrev om deres projekt med overskriften 'Midtpunktet':
"Når vi ser på Lillerød, ser vi en by, der er ved at gå ud. Vi ser en by, der mangler liv. Men det vil vi ændre med vores idé om et frit og åbent fællesområde placeret midt i byen. Området vil give folk en følelse af plads, luft og sjov, og vil derfor være et attraktivt sted - ikke kun for beboerne, men også for mulige tilflyttere."
Projektet med Allerød Torv havde til hensigt at omdanne torvet til et multifunktionelt fællesområde med karakter som en park, idet der skulle plantes flere træer og være arealer med græs.
“Vi vil kalde torvet for 'Midtpunktet' og vil anvende genbrugsmaterialer til at konstruere borde, bænke, siddepladser og funktioner til leg. Vi vil bygge en simpel, men samtidig inspirerende og indbydende legeplads, som børnefamilier og institutioner kan få glæde af, men som samtidig skal være for alle aldre,” forklarede Carla, Caroline, Thea og William.
Det lokale plan
En anden gruppe - 'Et grønnere Allerød' - havde Isala, Mathilde, Mark og Gustav fra 9. klasse, og de proklamerede: "Miljøet hænger i en tynd tråd. Man gør allerede meget på globalt plan, men nu er turen nået til det lokale plan."
Blandt de øvrige projekter kan nævnes en café og eventuel udvidelse i højden af Allerød Bio med endnu en biosal, cykelparkering på en ny måde ved Allerød Station, fritidsjob til 13-16 årige og et projekt med kortere skoledage.
Borgmester Jørgen Johansen var imponeret som de øvrige politikere, der var tilstede: “Det er et fornemt engagement, I lægger for dagen. Jeg synes, at I skal forfølge jeres idéer, skriv om dem til Allerød Nyt,” der bakkede fuldt op om Jesper Hammers tanke om at gentage arrangementet i bymidten i Lillerød.