Uledsagede nordafrikanske unge har problemer med stofmisbrug, kriminalitet, vold og prostitution
PROBLEMER I en fire-siders stor artikel i dagens Berlingske samt en opfølgning i Nyhederne på aftenens DR1 behandles emnet om de Nordafrikanske uledsagede unge med massive problemer som - i følge Røde Kors - presser asylsystemet.
Asylcentrene er ikke er gearet til behandling
Fra søndags-artiklen lyder det bl.a.: En lille gruppe uledsagede unge fra Nordafrika har så massive problemer, at de har brug for reel behandling, som asylcentrene lige nu ikke er gearet til, lyder det fra Røde Kors.
Antallet er steget
Drengene har ofte levet på gaden i flere år og har problemer med stofmisbrug, kriminalitet, vold og prostitution. Og så er antallet af dem steget. Mens Røde Kors i foråret og sommeren havde mellem otte og 15 af drengene på centrene i døgnet, er det i øjeblikket mellem 35 og 40. Det har gjort, at de nordafrikanske børn har sat asylsystemet 'skakmat'!
Jannich Bisp, chef for afdelingen for uledsagede unge og daglig leder på Center Sandholm, siger: "Vi er et asylcenter, og de ting, vi kan se, drengene kommer med - af oplevelser, de har haft, og skader og ar på sjælen, de har fået - kræver noget mere. Vi prøver at gøre det bedste ud fra de præmisser, vi har. Alle drengene bliver indlogeret i Center Sandholm, når de kommer til Danmark."
"Vores bedste vurdering er, at de her drenge har brug for noget behandling. De har brug for hjælp for at komme ud af den onde cirkel, de er i, hvor de tager stoffer og lever en stor del af deres liv på gaden," siger Jannich Bisp til DR Nyheder.
De er behandlingskrævende
Politiet i Nordsjælland kender også til de unge drenge og også her mener man, at drengene har brug for behandling.
Vicepolitiinspektør Freddy Bech Jensen fra Nordsjællands Politi siger til til Berlingske: "Vi kan konstatere, at gruppen af uledsagede mindreårige fra Center Sandholm i stigende grad laver kriminalitet som for eksempel indbrud, tyveri og besiddelse af stoffer. Det er dog sjældent, at der er tale om grov kriminalitet."
"Det er udfordrende for vores samfund at håndtere gruppen af unge nordafrikanere. Udgangspunktet er selvfølgelig, at politiet skal straffe eventuelle forbrydelser, men helt grundlæggende er de behandlingskrævende."
I Center Sandholm forsøger personalet at iværksætte forskellige tiltag for drengene, men det er svært at trænge igennem til dem, fordi de har meget lidt tillid til voksne og systemer. Dertil kommer, at drengene altid forsvinder fra systemet lige så hurtigt, som de er kommet, og ofte inden deres asylsag er blevet færdigbehandlet. Det gør det ekstra svært for Røde Kors at finde ud af, hvad de skal stille op.
"Vi prøver at give dem en struktureret dagligdag med forudsigelighed og prøver at opbygge noget tillid mellem drengene og os," siger Jannich Bisp.
Bekymring for kriminalitet og prostitution
Ifølge Røde Kors har de unge asylansøgere ofte boet på gaden i hjemlandet, fra de var kun seks-syv år gamle, og flere af dem har opholdt sig så længe i Europa, at de taler helt op mod fire sprog.
"Når vi taler med dem om deres oplevelser både fra hjemlandet og under rejser, siger de, at det har været meget problematisk. Og at de i store dele af perioden har levet på gaden, følt sig meget stressede og oplevet ting, der har gjort det svært at stole på voksne, siger" Jannich Bisp.
De unge tager ofte ind til København om aftenen, og personalet på Center Sandholm er bekymrede for, at drengene i de timer begår kriminalitet eller prostituerer sig.
Inger Støjberg deler Jørgen Johansens bekymring
Borgmester Jørgen Johansen havde medio december måneden et møde med Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg om problemet, der bl.a. skaber utryghed i lokalsamfundet. Inge Støjberg udtalte i den forbindelse: "Jeg deler i høj grad borgmester Jørgen Johansens bekymring i forhold til de problemer, det skaber for kommunen og den utryghed, det giver i lokalsamfundet. Vi er i gang med at skrue på nogle knapper, så det bliver lidt lettere at håndtere presset fra de her unge ballademagere, for det er klart, at det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, og det kan og skal vi ikke finde os i."
Unge under 16 år ville blive anbragt på andre børnecentre
Inger Støjberg ville nu justere på en række ting vedrørende Center Sandholm, og Udlændingestyrelsen havde således allerede iværksat en række tiltag.
- Dels ville de unge under 16 år blive anbragt på andre børnecentre end Center Sandholm.
- Dels arbejdede Udlændingestyrelsen på at speede sagsbehandlingstiden yderligere op for denne gruppe af uledsagede mindreårige, så det kunne afklares endnu hurtigere, om der overhovedet var et grundlag for den enkeltes asylansøgning.
Opnår ikke asyl
I følge Røde Kors og Udlændingestyrelsen sker det i øvrigt meget sjældent, at drengene rent faktisk opnår asyl, blandt andet fordi der ikke er krig i Nordafrika.