Allerød Jagtforening har spurgt om lov til at holde flugtskydning på bl.a. arealerne ved Blovstrød Teglværk, men har fået afslag
AFSLAG I et brev til Allerød Kommune har Allerød Jagtforening spurgt om lov til at holde flugtskydning på bl.a. det kommunale arealer ved Blovstrød Teglværk. Forespørgslen gælder for arealet med maksimalt fem skydninger om året. Det skriver Frederiksborg Amts Avis og uddyber:
Jagtforeningen begrunder ansøgningen med, at en udvidelse med nye skydepladser giver mulighed for at bidrage til det sociale og kulturelle liv i kommunen ved for eksempel at kunne tilbyde skoleelever flugtskydning og udbrede kendskabet til natur, vildt og jagt generelt.
Afslag fra kommunen
Området ved Blovstrød Teglværk kommer ikke til at genlyde af skud fra Allerød Jagtforening. Foreningen har nemlig fået afslag fra Kultur- og Idrætsudvalget på forespørgslen om at måtte bruge området til enkeltstående arrangementer med flugtskydning.
Amtsavisen skriver videre: Årsagen til afslaget er, at udvalget finder områderne uegnede til skydning.
"Området, som jagtforeningen har peget på, ligger på et sted, som vi ikke synes er egnet. Ved Blovstrød Teglværk skal vi snart i gang med at bygge boliger, ligesom det er tæt på Allerød Privatskole. Så det virker ikke formålstjenstligt at skulle have skyderi derude. Vi synes simpelthen ikke, at det egner sig til det," siger John Jensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Den besked ærgrer Arne Riis, der er formand for Allerød Jagtforening. For det begrænser foreningens aktiviteter.
"Det er specielt ærgerligt, fordi vi gerne vil tilbyde undervisning til skoleelever. For skolerne henvender sig og vil gerne have en undervisningsdag, hvor vi præsenterer dem for både jagten og det naturarbejde, der hører med. Det er så der, hvor vi fremover bliver nødt til at sige, at det kan vi desværre ikke," siger Arne Riis.