I morgen er der hul igennem

Etableringen af den lange kloakledning for overfladevand ved Blovstrød Byvej afsluttes i morgen

Gravemaskinen på Grønholmen er tæt på at nå målet, som er den brønd, der er markeret med en orange stander. Tilslutningen sker i morgen. Foto: AOB

Arbejdet med at etablere en kloakledning (for overfladevand) fra Blovstrød gadekær og frem til det nye overfladebassin på den anden side af Kongevejen har taget lang tid og skabt en del trafikproblemer omkring kirken.

Men nu skulle disse arbejder snart få en ende, for i morgen er målet nået, og man vil nå tilslutningen til en eksisterenede brønd på Grønholmen, som har direkte forbindelse til gadekæret. Herefter er rørforbindelsen komplet, og der er så hul igennem. Efterfølgende går man i gang med at retablere forholdene, så der snart igen kan blive ro på Blovstrød Byvej og omkring kirken.