Observationer af to nigerianske mænd foran Center Sandholm førte torsdag eftermiddag til, at de blev anholdt for besiddelse af kokain
Politiets observationer af to nigerianske mænd foran Sandholmlejren førte torsdag eftermiddag til, at de to, som er henholdsvis 22 og 23 år blev anholdt for besiddelse af kokain med henblik på videresalg. Det skriver Frederiksborg Amts Avis på hjemmesiden og uddyber sagen:
Fredag eftermiddag blev de to - hvoraf den ene har opholdstilladelse i Holland, og den anden er i færd med at søge om det i Danmark - desuden varetægtsfængslet i fire uger, så politiet får mulighed for at efterforske sagen yderligere.
Amtsavisen skriver videre: Som optakt til anholdelsen observerede politiet de to ankomme til Sandholmlejren - hvor den ene af dem bor - sammen. Ude foran lejren forsvandt den 23-årige ind i et buskads og var væk i omkring fem minutter, hvorefter han kom ud igen og rakte den anden ti små pakker (kaldet body-packs) med kokain. Derefter gik de sammen imod Sandholmlejrens indgang, hvorefter de blev anholdt. I alt var de i besiddelse af knap 100 gram kokain ved anholdelsen.
Ved ransagning af en adresse, der angiveligt tilhører den 23-åriges kæreste, fandt politiet yderligere 298 gram kokain samt 89.500 kroner i kontanter. Det er politiets formodning, at pengene stammer fra salg af kokain.