LAFAK skal se på den nu næsten ombyggede ejendom til privatskole, hvor skolens bestyrelsesformand, Kim Zillo Rokamp, viser rundt
Lokalhistorisk Arkiv & Forening i Allerød Kommune (LAFAK) har sommerudflugt på søndag, den 19. juni fra kl. 14:00 til kl. 16:00, hvor turen går til Ny Allerødgaard her i Blovstrød.
Ny Allerødgaard blev totalt ombygget i 2003, da Sjælsøgruppen indrettede den smukke gamle gård til firmadomicil.
Den flotte hovedbygning indgår med en overdækket tidligere gårdsplads i det imponerende anlæg, der nu skal blive til Allerød Privatskole.
LAFAK har fået lov til at se projektet, mens håndværkerne lægger sidste hånd på den omfattende ombygning til skolebrug. Skolens bestyrelsesformand, Kim Zillo Rokamp, viser rundt og fortæller om ombygningen fra firmadomicil til privatskole.