Privatskolen i Blovstrød holder nyt 'åbent hus'

På søndag, den 5. juni, er der igen åbent hus, hvor man både kan se den nye indretning og opdaterede tegninger samt møde lærerkollegiet

Den 5. juni holder Allerød Privatskole igen åbent hus fra kl. 15:00 til kl. 17:00, hvor alle er velkomne, og hvor man både kan se indretning og opdaterede tegninger samt møde lærerkollegiet. Foto: AOB

Ombygningen af Ny Allerødgård til Allerød Privatskole er godt på vej, og på søndag vil man kunne se den nye indretning og de opdaterede tegninger, idet man igen holder åbent hus i to timer fra kl. 15:00. 

Årsdagen for åbning af opskrivning
På skolens hjemmeside står der bl.a.: "Vi er stolte af at kunne præsentere lærerteamet for jer på årsdagen for åbning af opskrivning til vores venteliste – et år, hvor vi er kommet rigtig langt frem mod skolestart til august i år. Kig forbi Ny Allerødgård, Sortemosevej 15 og hils på lærerne og se hvordan byggeriet skrider frem.

Skolen udvides måske til to spor på flere klassetrin
Skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj siger i en pressemeddelelse: "Det er stærkt tilfredsstillende at se de mange tanker og idéer blive omsat til, at vi nu kan slå dørene op til Allerøds første privatskole. Vi bevæger os samtidig ind i næste fase, hvor skolen potentielt kan udvides til to spor på flere klassetrin. Det kræver blot interesse fra 6-8 elever til en given klasse – så opretter vi den ekstra klasse." 

Mikkel Kofod Løvenhøj fortsætter: "I vores meget store ansøgerfelt til lærerstillingerne er der mange stærkt kvalificerede og erfarne lærere, som vi meget gerne vil tilbyde ansættelse, og det kræver blot interesse fra lidt flere elever og deres forældre."

20 charmerende og unikke klasselokaler
"Den store og omfattende ombygning af Ny Allerødgård kommer allerede i åbningsåret til at omfatte 20 charmerende og unikke klasselokaler samt faglokaler, der omfatter håndarbejde, billedkunst og musik samt ikke mindst biologi, fysik og kemilokaler", står der i pressemeddelelsen, der fortsætter:

"Særligt de naturvidenskabelige lokaler har der været røre om, da bestyrelsen på Allerød Privatskole foreslog at benytte overkapaciteten på de eksisterende skoler, men modtog en blank afvisning fra politikerne i Allerød Kommune om bare at gå i dialog om emnet."

Allerøds mest moderne lokaler
"Vi er selvsagt stolte af at kunne tilbyde vores elever Allerøds nyeste og mest moderne lokaler til netop de naturvidenskabelige fag. Læring er mange ting og meget afhænger af læreren, men nogle gode rammer bidrager helt sikkert til et skabe et godt resultat," siger Mikkel Kofod Løvenhøj og fortsætter:

"Udover indretning af lokalerne inkluderer aftalen med udlejer alt tænkeligt og nødvendigt udstyr til de naturvidenskabelige lokaler, så oplevelsen bliver helt i top."

Nedenstående skema viser status over privatskolens klasser. Opdateret den 25. maj.