Valget er faldet på Lene Christensen, som har været skoleleder på en skole i Fredensborg Kommune
Lene Christensen er pr. 1. august ansat som viceskoleleder på Allerød Privatskole. Lene Christensen er uddannet skolelærer, men hun har i de seneste år været viceskoleleder på en skole i Fredensborg Kommune, og hun har i den forbindelse taget en diplomuddannelse i ledelse.
"Lene Christensen kommer til skolen med erfaringer fra en kommuneskole, som vi finder er et godt supplement til skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøjs erfaringer fra en privatskole. Vi forventer, at deres forskellige erfaringer kan løfte Allerød Privatskole," siger Michael Nørregaard på vegne af Initiativgruppen.
Lene Christensen siger om sin ansættelse på privatskolen:
"Jeg er meget glad for at være kommet med på holdet, som skal være med til at opbygge Allerød Privatskole. For mig handler god skole om, at det skal være et trygt sted, hvor elever bliver set og hørt, og hvor der er plads til et kram, når tingene er svære. Et sted, hvor der er fokus på faglighed, og hvor den enkelte elev får de rette udfordringer. Og så skal det være et sted med stærke traditioner, fordi det er med til at skabe et godt fællesskab. Jeg glæder mig derfor meget til både morgensang og fælles spisning."
"Jeg ser også meget frem til samarbejdet med forældrene omkring udviklingen af skolen og ikke mindst til samarbejdet omkring jeres børn, så vi sammen kan skabe den bedst mulige skolegang," siger Lene Christensen.
Det er initiativgruppens vurdering, at skolen med ansættelsen af Lene Christensen har fået et kompetent ledelsesteam, der komplementerer hinanden på bedste vis.
Skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj og inititativgruppen glæder sig over, at Lene Christensen har takket ja til stillingen og ser frem til et godt samarbejde.