Redaktionen har modtaget en dagsrapport fra Blackfoot-spejdernes flyttedag. Bjælkehytten skulle tømmes, og alt flyttes over til det nye spejdercenter
Spejderne har rapporteret: Søndag, den 17. januar 2016, var en flot solskinsdag med sne over alt, og var en stor dag for Blackfoot-spejderne. Tidlig morgen mødtes de friste spejdere ved Bjælkehytten, der nu skulle tømmes! Alle de mange spejderting skulle flyttes over i den nye store hytte, der ligger på den anden side af Sandholmgårdsvej ved det tidligere Blovstrød Stadion.
Der blev slidt og slæbt hele dagen! Den nye hytten gik fra fodboldklub til spejderhytte hurtigere en du kan stave til speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode.
Både store og små hjalp til, da der skulle flyttes til den nye hytte. Det gamle fodboldklubhus blev på få timer forvandlet til en ny tilværelse for Blackfoot-spejderne. Og man blev da også færdige før planlagt tid.
Det var hårdt arbejde, men heldigvis vidste man, at der ventede en god frokost!
Alle arbejdede energisk og hjalp hinanden, med det store arbejde. Der blev flyttet alt fra grydeskeer til store borde, men alle var glade og humøret var højt.
Der var en masse ting der skulle gøres, og alle hjalp til. Solen skinnede og kulden bed friskt i kinderne, men sammen fik spejderne flyttet hyttens ting og fik en hyggelig dag.
Bjælkehytten har stået fyldt i mange, mange år - så der var meget der skulle gøres. Og det var noget af et syn da hytten endelig stod tom.
Køkkenholdet havde tilberedt lækker mad til de glade spejdere, som var blevet rigtig sultne efter det hårde arbejde.