Service til Blovstrød-borgerne: S-banens nye signalsystem, tages snart i brug mellem Hillerød og Jægersborg. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye system
S-banens signalanlæg er gamle. De ældste stammer helt tilbage fra 30'erne, mens mange er fra 50'erne og 60'erne. Om en uge tages et helt nyt anlæg i brug - det er fra den den 29. februar.
Markant løft for togtrafikken
Et markant løft for togtrafikken med flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse stækninger, mulighed for at køre flere tog og ensartet højt sikkerhedsniveau på jernbanen. -Det er, hvad DSB og Banedanmark forventer, når S-banens nye signalsystem tages i brug mellem Hillerød og Jægersborg mandag, den 29. februar. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye signalsystem CBTC, som skal sikre færre signalfejl og forsinkede tog på den stærkt trafikerede Nordbanen.
"Det er et stort og vigtigt skridt i Banedanmarks arbejde med den landsomfattende udskiftning af signaler, som også omfatter fjernbanen," siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.
Togbusser
Som en følge af omstilling til det ny system, må passagerer på strækningen i weekenden den 27.-28. februar tage togbusser, da S-togene mellem Hillerød og Gentofte ikke kører, mens det nye signalsystem tages i brug. I uge 9 vil der køre færre tog på hele S-togsnettet. I uge 10-13 kører kun linje A mellem Hillerød og Køge med stop ved alle stationer, men resten af S-banen vil køre normalt.