I Blovstrød starter julen den 27. november med 1. søndag i advent
Sognepræst Kristine K. Ravn fortæller:
Julen er årets travleste tid i kirken. Den 27. november, kl. 15:00 er der adventsgudstjeneste med lys-indbæring og tænding af Blovstrød store juletræ, hornmusik, gløgg og æbleskiver.
Den 4. december, kl. 15:00 afvikles kirkens årlige julekoncert, hvor vi synger julen ind, og den 15. december, kl. 14:00 opfører Blovstrød Skole krybbespil. Den 18. december, kl. 15:00 er der julekoncert med studentersangerne.
Igen i år er der tre gudstjenester den 24. december. Først en særlig børnegudstjeneste ved Elsebeth Hougaard Jensen kl. 13:00 og derefter to almindelige korte familiegudstjenester kl. 14:30 og 16:00, hvor vi synger alle de mange klassikere.
Første juledag er der gudstjeneste ved Kristine K. Ravn kl. 10:00 og anden juledag er der gudstjeneste kl. 19:30 ved Kristine K. Ravn og cand. theol. Martin Ravn. Der er altså ikke nogen gudstjeneste til almindelig kirketid kl. 10:00 denne dag.
Nytårsdag den 1. januar er der gudstjeneste i kl. 16:00. Efter gudstjenesten ønsker vi traditionen tro hinanden godt nytår over et glas champagne i våbenhuset.
Og så er der den årlige nytårsfest med gudstjeneste, underholdning og lagkager tirsdag den 3. januar kl. 14:00. Underholdningen er som altid en hemmelighed, som først afsløres på selve dagen.