Ny Allerødgård i Blovstrød bliver domicil for Allerøds nye privatskole. Initiativtagerne bag skolen kalder det en drøm, der er gået i opfyldelse
Det har længe heddet sig, at Allerød Privatskole ville flytte ind i North Sails lokaler på Bjarkesvej. De planer er nu opgivet, og man har skrevet under på en lejekontrakt med Ny Allerødgård, der tidligere husede Sjælsø Gruppen og ligger mellem Lillerød og Blovstrød. Det skriver Allerød Nyt i dag på deres hjemmeside og uddyber:
"Det er en drøm, der er gået i opfyldelse," siger Michael Nørregaard fra initiativgruppen.
"Vi har kigget på Ny Allerødgård siden vi begyndte med planerne om en privatskole for halvandet år siden. Samme aften som vi holdt møde, kørte vi forbi Ny Allerødgård, så det er den oprindelige drøm, der er gået i opfyldelse," siger Michael Nørregaard.
Initiativtagerne til Allerød Privatskole kunne ikke få enderne til at nå sammen på Bjarkesvej, hvor der blandt andet skulle have været stillet en større garantisum i de her dage. Derfor gik gruppen tilbage til den oprindelige idé om Ny Allerødgård, og da bygningerne i mellemtiden ikke var lejet ud, og der var skiftet mægler, så fik de til sidst det hele til at gå op.
"Bygningerne kan indeholde alt det, vi skal bruge. Vi får nu fysisk plads til alle faglokaler, og med 5000 kvadratmeter under tag, så vil vi også kunne tilbyde tre spor i eksempelvis udskolingen," siger Michael Nørregaard, der også fortæller, at hovedbygningen vil kunne bruges til andre ting.
Frygter for Blovstrød Skoles eksistens?
En læser, B. Thøgersen, skriver i et læserindlæg: "Ja, et kæmpe til lykke til Allerød Privatskole! En fornem residens! Ny Allerødgård er en arkitektonisk perle. Der er åbenbart også rigelig god plads både indendørs og udendørs.
Det er forståeligt, at nogle nu frygter for Blovstrød Skoles eksistens. Hvis den er i fare nu, ville den imidlertid også have været det med placeringen på Bjarkesvej, da privatskoleforældre er meget afstandsresistente. Dertil kommer, at Blovstrød Skole ved den sidste måling, jeg har set, var den Allerød-skole, der opnåede de bedste resultater. Det er ganske vist ikke tilfældet, når man tager højde for de socioøkonomiske forhold, men det er under alle omstændigheder en tvivlsom størrelse, navnlig når marginalerne er så små, som de er i Allerød.
Blovstrød = Allerøds undervisnings-Mekka
Som borger i Blovstrød kan man ikke undgå at vide, at der er forhold på Blovstrød Skole, som med lethed kunne forbedres, og som ville løfte niveauet. Dette kunne være anledningen til at foretage det nødvendige. En sund konkurrence mellem de to skoler ville gøre Blovstrød til Allerøds undervisnings-Mekka. Mange forældre i andre skoledistrikter ville måske ønske at sætte deres børn i Blovstrød Skole, hvis de ikke er privatskoletilhængere."
Se også denne video fra YOU-TUBE: https://youtu.be/sObsnA1JsMo