Se efter geologiske spor i landskabet – og tag på en cykeltur på geologiens dag på lørdag. Tilmelding senest den 18.
Nu på lørdag, den 19. september, er det GEOLOGIENS DAG, og her kan alle komme med på en spændende tur, hvor der bliver ledt efter geologiske spor i landskabet omkring Allerød.
Hvordan har istiden skabt bakker og dale, og hvordan opstod det grus og ler, som vi siden har gravet så intenst? Og hvad er der egentlig blevet af de gamle råstofgrave i dag?
Geolog Steen Andersen vil fortælle om Allerøds geologiske oprindelse, om hvad vi gennem tiden har brugt landskabet til og om de spor, vi stadig møder omkring os.
Efter et kort foredrag på Allerød Bibliotek, skal alle ud på cykel i landskabet på jagt efter de geologiske herligheder og hemmeligheder, som Allerød er så rig på.
Forbi Blovstrød Teglværk
På cykelturen kommer gruppen forbi blandt andet Allerød Sø, Sophiehøj, Blovstrød Teglværk, Teglværksvej, Øxenholm og Kattehale mose. Der bliver også cyklet forbi den gamle lergrav ved Hyrebakken og ad tipvognssporet tæt på resterne af Cobrahytten. Til slut cykles der til fladbakkerne Høveltsbjerg og Kratbjerg.
Turen er på omkring 15 km lang, og der bliver primært cyklet på stierne. Foredraget starter på Allerød Bibliotek klokken 14:00 og der skal afsættes tre timer til det hele. Cykelruten er velegnet som en familietur.
Cyklingen foregår på eget ansvar, og man skal selv medbringe cykler og påklædning efter vejret. Undervejs bliver der gjort et kort stop, så tag lidt drikkevarer og andet med til turen.
Tilmelding senest den 18. september
Allerød Bibliotek er arrangør af turen og tilmelding er nødvendig via bibliotekets hjemmeside senest den 18. september: GEOLOGIENS DAGE