Fejl i statistik koster Allerød Kommune omkring 25 millioner

I Allerød Kommune har Danmarks Statistik flere år i træk fejlvurderet befolkningstallet i kommunen. I år og næste år betyder det i alt en merudgift på omkring 25 millioner kroner for kommunen.

SKANDALE: "En fejlvurdering af befolkningstallet i kommunen vil for i år og næste år koste en merudgift på omkring 25 millioner" siger borgmester Jørgen Johansen. Arkivfoto: AOB

SKANDALE: "En fejlvurdering af befolkningstallet i kommunen vil for i år og næste år koste en merudgift på omkring 25 millioner" siger borgmester Jørgen Johansen. Arkivfoto: AOB

I flere år er statslige bloktilskud til landets kommuner blevet fordelt på et skævt grundlag på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Det skriver skriver Frederiksborg Amts Avis.

Fejlvurderet
De skæve opgørelser har også betydning for, hvordan Indenrigsministeriet beregner udligningen mellem landets 98 kommuner. I Allerød har Danmarks Statistik flere år i træk fejlvurderet befolkningstallet i kommunen. I år betød det en merudgift på 14-15 millioner kroner for kommunen, og Allerød forventer at gå glip af yderligere 10 millioner kroner i 2016.

"Vi er en kommune i vækst, men ud fra Danmarks Statistiks historiske prognoser er vi en kommune i fald. Det har stor betydning, ikke mindst fordi kommunen står for at skulle spare 39,5 millioner kroner på næste års budget," siger Allerøds borgmester Jørgen Johansen (K).

Ændrer programmer
På baggrund af en klage fra Allerød Kommune igangsætter Danmarks Statistik nu et omfattende analysearbejde og ændrer de programmer, den benytter til at beregne befolkningsudviklingen. For det er her, det går galt. Fra 2014-2015 beregnede Danmarks Statistik, at Allerød Kommune ville blive 158 personer færre - i stedet steg befolkningstallet med 394 personer. Og det får hurtigt betydning. En tommefingerregel i Allerød siger, at for hver 100 personer, der rammes skævt, mangler der fire millioner kroner.

Gennemgår datagrundlaget
"Vi gennemgår hele vores datagrundlag og vores beregningsmetode - fremskrivningsmetoden - og de programmer, der ligger bag fremskrivningen, for at se på, hvordan vi kan opnå et resultat, som i større udstrækning end i dag rammer den befolkningsudvikling, som vi kan se finder sted i blandt andet Allerød Kommune," siger Henrik Bang, kontorchef i Befolkning og Uddannelse hos Danmarks Statistik.

"Det er Danmarks Statistiks ambition, at befolkningsfremskrivningen i 2016 for 2017 og frem kan ske på et bedre grundlag," slutter Henrik Bang.

Kompensation?
"Men hvad med de fejlberegninger, der er sket i de tidligere år - får vi kompensation for disse fejl?" spørger AOB.