Olympisk mester til Blovstrød-dreng

Det store cykeltalent, Julius Johansen, fra Blovstrød, vandt i går ungdoms OL i enkeltstart

Julius Johansen: "Jeg kørte mig fuldstændigt ud, og jeg kunne slet ikke stå på mine ben, da jeg kom i mål"

Julius Johansen: "Jeg kørte mig fuldstændigt ud, og jeg kunne slet ikke stå på mine ben, da jeg kom i mål"

På den 9,6 km lange enkeltstart ved ungdoms OL i Georgien vandt Julius Johansen fra Blovstrød med over 18 sekunder ned til nummer to. Det skriver cykelsitet Feltet.dk, der også har talt med Julius Johansen:

Ikke stå på benene
"Det er jeg sindssygt stolt over, og det er dét, som jeg har trænet hen imod i et år. Jeg havde forventet, at den kunne køres med 50 km/t i snit, men jeg kunne mærke i starten, at jeg ikke kunne holde den fart. Jeg synes, jeg startede dårligt. Men da jeg kørte ude på ruten og fik af vide, at jeg var 11 sekunder foran Mathias Larsen, som havde tredjebedste tid, fik jeg blod på tanden. Jeg kørte mig fuldstændigt ud, og jeg kunne slet ikke stå på mine ben, da jeg kom i mål, siger Julius Johansen til feltet.dk og fortsætter:

Lyst til at fortsætte
"Sejren kommer ikke til at betyde noget for fremtiden - det er ikke det store resultat, som tæller noget for fremtiden. Der skal flere resultater til. For mig er det dog klart det største resultat nogensinde. Det giver en lyst til at fortsætte og klø på. Resultatet viser også, at jeg er blandt de allerbedste i verden, hvis ikke den bedste."

På feltet.dk kan man også læse, at løbet blev kørt i 40 graders varme. På de næste pladser kom schweizeren Samuel Steiger og franskmanden Florentin Lecamus.

I dag køres der linjeløb, hvor Julius Johansen også er med.