I kulturugen i august måned vil Blovstrød Svømmehal åbne op for billeder af Lina Murel Jardof og toner fra Allerød Musikskole
Der bliver mulighed for at gå på vandet i svømmehallen - dog kun ved hjælp af luftfyldte bolde. Foto: AOB
Kulturugen i Allerød Kommune til august vil blandt meget andet komme til at omfatte spændende tiltag i Blovstrød Svømmehal. Det er således planen at få flere borgere på besøg i den offentlige svømmetid i svømmehallen og at kombinere kultur og sport. Dette skriver allerødnyt.dk og oplyser videre:
Kunst i hallen
Kontaktpersonen vedrørende arrangementet, Lone Riise Olczyk siger til avisen: "Tankerne er at åbne Blovstrød Svømmehal op for kunsten ved at vores lokale kunstner, Lina Murel Jardorf, udstiller nogle af sine kunststykker i svømmehallen. Lina Murel Jardorf har tidligere været tæt på svømmemiljøet, da hun indledte et samarbejdet med svømmeren Lotte Friis."
Musik i hallen
Også Allerød Musiksskole vil medvirke siger Lone Riise Olczyk og uddyber: "Musikskolen vil stille med dygtige musikanter i svømmehallen, så det bliver muligt at svømme til smukke toner fra eleverne. Akustikken i svømmehallen er så speciel, og det giver en lydoplevelse, der får hårene til at rejse sig."
Gå på vandet
Endelig bliver der mulighed for at 'gå på vandet' i Blovstrød Svømmehal - vel at mærke uden at blive våd. Det kan lade sig gøre ved hjælp af store luftfyldte bolde, oplyser Lone Riise Olczyk.