Købmand Lars Christensen fra Rema 1000-butikken på Kongevejen glæder sig over de nye muligheder og siger: "Vi er glade for denne løsning"
Rema 1000 er godt i gang med at etablere MobilePay-betaling i alle kædens butikker, herunder dagligvarebutikken i Blovstrød.
Købmand Lars Christensen - fra Rema 1000-butikken på Kongevejen - glæder sig over de nye muligheder og siger: "Vi bestræber os hele tiden på at gøre indkøbsoplevelsen så let for vores kunder som overhovedet muligt, og derfor er den nye mulighed for mobilbetaling en god løsning for os og vores kunder."
Udrulningen af MobilePay-betalingsløsningen er resultatet af et tæt samarbejde mellem Danske Bank, Rema 1000 og it-virksomheden EG, der står for integration, udrulning og support af kasseløsningen i samtlige Rema 1000-butikker.
"Jeg er ikke i tvivl om, at mange af de kunder, der kommer i vores butik vil sætte pris på at kunne betale med mobilen. Det er nemt og enkelt, og det har vi altid gjort meget ud af iRema 1000," siger Lars Christensen.
Den nye betalingsform kommer til at køre fra en lille boks ved kassen, som både giver mulighed for NFC, Bluetooth og scan. Det vil sige, at hvis man har en telefon, hvor elektronikken er klar til det, vil man kunne betale blot ved at scanne sin telefon henover boksen. Boksen indeholder flere teknologier, som kan opdateres efterhånden, som nye funktioner udvikles.