1. advent blev fejret med en familiegudstjeneste og med børnenes stemningsfyldte indbæring af adventskrans og lys
Første advent blev traditionen tro markeret med en familie-gudstjeneste søndag eftermiddag i Blovstrød Kirke, og hvor børn deltog ved den stemningsfyldte indbæring af de levende lys.
Efterfølgende spillede FDFs Brass Band på Sognegårdens forplads, og kl. 16:00 blev juletræet tændt, hvorefter menighedsrådet bød på gløgg, saftevand og æbleskiver både ude som inde. I sognegårdens lokaler var der smukt julepyntet.
Formanden for menighedsrådet, Lars Lund, oplyser til AOB, at menighedsrådet har besluttet, at til næste år placeres juletræet på sin gamle plads foran kirken - så kan det betragtes helt ude fra Kongevejen. Dette kræver dog en ekstraudgift på 18.000 kr. plus anskaffelse af nye lyskæder m.m.