Den hemmelige adgang til skydebanerne under Blovstrød Skole har kun været for de indviede - men nu bliver der 'åbent hus'
Skydebanerne under Blovstrød Skole er i den seneste tid blevet debatteret i lokalpressen på grund af et indlæg, hvori der udtryktes forargelse over, at der findes skydebaner i forbindelse med skolen.
"De to skytteforeninger - som benytter banerne - Blovstrød Skytteforening (geværskydning) og Blovstrød Pistolskytteforening, er glade for, at alle andre indlæg om emnet entydigt har støttet banernes eksistensberettigelse," sig Bille Thøgersen fra skytteforeningen og fortsætter:
"I det seneste indlæg i Allerød Nyt, 'Fejlskud i Blovstrød' og en kommentar hertil, nævnes det, at forfatterne med tæt tilknytning til Blovstrød Skole aldrig har bemærket skydebanens eksistens og heller ikke engang ved, hvor på skolen den befinder sig.
Måske - hvem ved - skyldes det, at vi i skytteforeningerne ikke har haft noget ønske om at traumatisere børn ved vor blotte tilstedeværelse samt såre andre sarte sjæle. Det gør vi fortfarende ikke, så ind-/nedgang til foreningerne vil vi stadig bevare som en velbevaret hemmelighed."
Bille Thøgersen siger videre: "Vi i Blovstrød Skytteforening vil dog gerne give et lille vink om, hvordan man finder skydebanerne. Prøv at kigge på www.blovstroed-skytteforening.dk."
Åbent hus
"For at takke dem, der har støttet os med indlæg og kommentarer, samt dem, der har støttet os i deres tanker, og måske kunne tænke sig at se, hvordan en sådan bane ser ud, samt prøve at skyde på den, vil vi gerne indbyde til nogle åbent hus-arrangementer" siger Bille Thøgersen og oplyser følgende:
Mandag, den 16. november og mandag, 23. november, kl. 19:00 er der åbent for børn og unge, samt torsdag, den 19. november og torsdag, 26. november, kl. 19:00 for voksne. Ammunition koster 25 kroner.
Mødested til de hellige gemakker
Mødestedet er Blovstrød Skoles skolegård ved sandkassen bag svømmehallen. Der vil Bille Thøgersen eller en anden fra skytteforeningen kl. 18:45 tage de udvalgte i hånden (billedligt talt) og vise vej til 'de hellige gemakker'.
Man kan få yderligere oplysninger ved at skrive en mail til billethogersen@yahoo.dk.