To zebraer sat ud på Blovstrød Enge

I forbindelse med et internationalt forsøg har man nu sat zebraer ud på engen sammen med køerne.

Her til morgen har dyreholder Torben Sylvest Holst - sammen med vores fotograf - nu lukket fem køer ud på engen - men det er sammen med to zebraer. Forskere vil nu i en måneds tid udføre forskellige forsøg, idet zebraens striber forvirrer fluerne, så de ikke kan finde ud af at lande og forsvinder. Foto: Flemming Nyberg/AOB

FORSØG Da det nu er blevet varmere i vejret, har dyreholder Torben Sylvest Holst her til mandag morgen med lidt sol lukket fem af sine køer fra gården i Frederikssund ud på Blovstrød Enge, men det er sammen med to zebraer. Og det skyldes, at forskere nu i en måneds tid vil udføre forskellige forsøg med køerne og zebraernes striber, som viser sig at forvirre fluerne, så de ikke kan finde ud af at lande og forsvinder.

For en del år siden kunne en gruppe forskere fra Ungarn og Sverige fortælle, at de havde påvist, at striberne på zebraer reflekterer lyset på en måde, så de ikke tiltrækker klæger, som er nogle store og irriterende fluer. Fluehunnerne skal bruge blod til deres æg, og deres bid gør temmelig ondt. Det viser sig, at fluerne bliver forvirret af striberne og forsvinder.

Et nyt studie, der blev offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, har forskere fra Bristol nu tilsvarende bekræftet denne hypotese. Tidligere havde de samme forskere nemlig vist, at blodsugende hestefluer ikke nærmer sig heste med stribede dækkener så ofte som almindelige dækkener, og landede derfor ikke på hesten, når de kom tæt på. Det skyldtes ifølge forskerne, blændeffekten. Forfatter Dr Martin How, forklarer: “Blændeffekten er en velkendt optisk illusion, der i menneskelig vision også er kendt”.

Man vil nu undersøge, om fluerne også forsvinder fra køerne, som går og græsser tæt sammen med zebraerne, hvilket der allerede nu er noget der tyder på. Forsøget strækker sig over den næste måneds tid - og AOB vil følge op på sagen, og vi vil senere bringe resultatet af forsøgene.

*****

Har zebraen iøvrigt hvide eller sorte striber?
Har en zebra hvide eller sorte striber? Svaret er, at den er sort med hvide striber. Det kan synes lidt mærkeligt, da de kan være helt hvide på bugen og på benene, og man skulle derfor tro, at den sorte farve var “lagt” ovenpå. Men studerer man et zebrafosters udvikling inde i livmoderen, vil man se, at fosteret først er sort, siden kommer de hvide striber til.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET