Stor deltagelse ved 'Åben Grund'-arrangement ved Grønningen

Alle 45 villagrunde på Grønningen er nu solgt, og opførelsen af det første hus starter på mandag - med indflytning til april 2018

Entreprenører, samarbejdspartnere og de kommende beboere var inviteret til 'Åben grund' i fredags. Foto: AOB

ÅBEN GRUND  Land Development A/S har stået for byggemodningen af de to nye bebyggelser 'Grønningen' og 'Frugtlunden', som er etableret på den tidligere kirkejord. Dette arbejde er nu afsluttet, hvorfor selskabet i går i flot solskinsvejr fejrede entreprenørernes arbejde. Samtidig havde Land Development inviterer i de kommende beboer til 'Åben Grund'.

Fra Land Development holdt Søren Due Hansen tale og takkede bl.a. entreprenørerne for det veludførte arbejde, hvor tidsplanen - til trods for drillende vejrlig - blev overholdt. Borgmester Jørgen Johansen glædede sig over, at byrådets vision om at skabe rammer for et stort antal nye boliger nu var blevet endnu tydeligere. Foto: AOB

Ved arrangementet holdt først Søren Due Hansen fra Land Development tale. Han sagde bl.a.:

"Tak fordi I er kommet for at fejre håndværkerne og for at markere, at den foreløbige byggemodning er færdig, og at byggeriet kan begynde. Men også - så I kan møde jeres nye naboer.

Umage for at holde tidsplanen
Vi har gjort os rigtig umage for at holde tidsplanen, hvor slutdatoen var på søndag, den 1. oktober. Den dato satte vi for halvlandet år siden - inden vi gik i gang med lokalplanen. Og ja - vi/I har har gjort det godt.

En stor del af fortjenesten for at det er lykkedes er vores entreprenør Druedalsvejens Entreprenørforretning. I har ydet en kæmpeindsats gennem denne utrolig våde sommer. Vi sagde i foråret at I bare skulle have diesel på gravemaskinerne og godt humør, så stod vi for det gode vejr. I har holdt jeres del af aftalen.

Pladsen lignede Venedig
Tak for indsatsen i aftener, weekender og uden sommerferier. Det er altså ikke mere end 3 uger siden at det var skybrud og ren pløre, så selv den store dumper sank i.

Tak til forsyningsværker og rådgivere: El, vand, kloak, fiber, fjernvarme og belysning – Dines Jørgensen & Co + LE34. I har leveret et godt stykke arbejde og været fleksible, da pladsen lignede Venedig.

Og tak til Allerød kommune. Vi er godt klar over, at vi har haft Damp og været stædige. Vi har nok også skubbet lidt mere til jer end de fleste. Men vi er glade for, at I har bakket op om visionen i vores projekt, som er i overensstemmelse med intentionerne i rammelokalplanen.

Jeg synes resultatet taler for sig selv. Der er udsolgt på de 45 villagrundene, og ca. halvdelen af rækkehusene i Frugtlunden er også solgt, og det gør, at alle I ikke skal bo på en byggeplads i 5-6 år.

Købere til næsten 100 boliger på et halvt år!
Tak til HusCompagniet for samarbejdet også om Frugtlunden. Nu får I stafetten og skal bære den i mål. Det er vores diamant og fælles kunder vi overlader til jer - så pas godt på den og dem til vi kommer tilbage og gør fællesarealerne og vejene helt færdige. Tak til sælgerne der har fundet købere til næsten 100 boliger på et halvt år!

Sidst men ikke mindst. Tak til alle jer kommende beboere, der har vist os tillid og har købt en grund. Jeg håber at I får skabt et godt fællesskab herude.

I skal glæde jer. Når denne lidt stressede periode med mange beslutninger er overstået, så bliver det virkeligt lækkert at flytte ind i et helt nyt hus."

Alle Grønningens 45 byggegrunde med villa er nu solgt - og de to sidste blev købt af henholdsvis Louise samt Anne og Bjarke. De kommer til at bo lige overfor hinanden. Foto: AOB

Efterfølgende holdt borgmester Jørgen Johansen tale og sagde bl.a.:

"Tak til alle de håndværkere, der har sørget for, at projektet planmæssigt skrider frem og - i samme åndedrag – tak til Land Development, entreprenører og ingeniører.

Solgt 45 villaer på et halvt år
Som borgmester glæder det mig at stå her i dag, hvor byrådets vision om at skabe rammer for et stort antal nye boliger – bliver endnu tydeligere. Lokalplanen for området her blev godkendt for et halvt år siden. Og på et halvt år har I allerede solgt alle 45 villaer – det er imponerende!

Halvdelen af rækkehusene på Frugtlunden er også solgt. Det bevidner om, at Allerød er en attraktiv bosætningskommune. Ca. halvdelen af vores nye indbyggere til området kommer allerede fra Allerød og halvdelen fra København, Lyngby og omegnen.

Blovstrød - en kommende børne- og læringsby
Rigtig mange er børnefamilier, hvilket stemmer med byrådets vision om Blovstrød som en kommende børne- og læringsby

Med området får vi tilført ny aktivitet, som vil have en positiv effekt på både skole- og daginstitutionsområdet og det lokale liv i bydelen. Det er vi som kommune selvfølgelig opmærksomme på. Derfor bygger vi et helt nyt børnehus her i Blovstrød.

Der skal nemlig ikke herske nogen tvivl om, at både flere forskellige typer af boliger og boligområder samt gode institutioner er vigtige forhold for, at Allerød fortsætter med at være en attraktiv bosætningskommune.

Vi glæder os til at de første flytter ind i april 2018, rækkehusene kommer i maj måned – og I forventer en byggeaktivitet i ca. to år.

For Grønningen og Frugtlunden er de næste dele af det nye boligområde i Blovstrød – og er derfor med til at starte en helt ny del af byen. Området her bliver til nye flotte huse og er et symbol på fremtidens byudvikling, hvor kvalitet og grønne omgivelser går hånd i hånd.

Vi står jo i et område, som er kendetegnet ved et grønt og bølgende landskab, hvilket harmonerer fint med de lave bebyggelser, der kommer til at være her.

Derfor er det med stor glæde, at jeg står her i dag – og jeg er spændt på at se slutresultatet."

Allerød Kommune har pt. givet byggetilladelse til de første fem huse, og landinspektørfirmaet LE34 afsatte under arrangementet det første hus, hvor opførelsen allerede påbegyndes på mandag. De første flytter ind til april 2018. Foto: AOB