Trængsel ved Blovstrød Kirke

Det populære spil Pokémon Go har øget trafikken omkring landets kirker - dette gælder også Blovstrød Kirke

"I disse dage er der lidt mere trængsel end sædvanligt omkring Blovstrød Kirke," fortæller sognepræst Kristine Krarup. Fotomanipulation: AOB

Der er lidt mere trængsel end sædvanligt omkring landets kirker i disse dage. Årsagen skal findes i det populære spil Pokémon Go, der har taget verden med storm.

Kirker og skulpturer i og omkring kirker er nemlig populære som såkaldte pokéstop, hvor pokémon-jægere kan samle forråd og måske fange en pokémon. I København kan spillerne for eksempel slå vejen forbi Thorvaldsens ikoniske Jesus-figur i Vor Frue Kirke.

Trængslen af pokémon-jægere har man blandt andet også oplevet ved Blovstrød Kirke. Sognepræst Kristine Krarup oplyser således til AOB: "Det samme er tilfældet i Blovstrød, hvor jeg aldrig har set så mange mennesker gå tur ved kirken. Man kan vist samle bolde på hjørnet af kirkegården."