Vidste du, at rigtig mange kendte personer har gået på Blovstrød Skole - her kan vi nævne 12 af slagsen.
WALL OF FAME Der er rigtig mange kendte personer, som er udklækket på Blovstrød Skole. Og for nogle år siden valgte skolen derfor at markere dette med en “Wall Of Fame”. Vi bringer her listen over de 12 personer, som skolen har fundet værdig til en markering, men endnu er ikke alle kommet op at hænge på tavlen. Der mangler input fra: Lotte Friis, Lars Kaalund, Michael Berthelsen og Søren Rasted. Hvis du mener, at der iøvrigt mangler nogen, så skriv blot til AOBs redaktion: redaktion@blovstroed.dk.
Her er oversigten - i alfabetisk orden - hvor Frands Havaleschka har tilføjet kommentarerne:
1 - Andreas Christensen (Også kaldet AC - Professionel fodboldspiller – startede i Brøndby som ungdomsspiller og fik kontrakt med Chelsea som 16-årig. Er i dag 22 år og har flere A-landskampe på sit CV)
2 - Caroline Schultz Jensen (Hendes bedste resultater er 1 x guld og 2 x sølv til Europamesterskaberne i Hiphop og 1 x bronze i EM i Disco. Blev Danmarksmester 6 gange)
3 - Carsten Fredgaard (Professionel fodboldspiller. Har spillet lidt i Blovstrød og endte i Lyngby, inden han kom til udlandet)
4 - Frands Havaleschka (Bordtennis-karriere: Vundet to bronzemedaljer ved handicapolympiske lege i Seoul 1988 og en bronzemedalje ved legene i Barcelona 1992. Kommunikationschef hos Spastikerforeningen. Journalist tidl. på bl.a. Allerød Nyt. Var med til at stifte Blovstrød Listen i 2001 og blev efter valget til byrådet samme år kaldt for ‘Blovstrøds lille borgmester’)
5 - Hans Pilgaard (Journalist og tv-vært. Har i mange år været vært på det populære TV-program ’Hvem vil være millionær’. Arbejdede i øvrigt en meget kort overgang på Allerød Nyt)
6 - Julius Johansen (Rigtig dygtig, ung cykelrytter og vundet VM og betragtes som et af Danmarks største cykeltalenter. Blev kåret til Bestsellers Olympiske Håb i 2018. Har flere DM-titler og blev verdensmester for juniorer i landevejscykling i 2017)
7 - Lars Kaalund (Skuespiller og teaterdirektør i Mungo Park og siden Østre Gasværk, hvor han overtog teatret efter Morten Grunwald – har medvirket i flere film og teaterstykker og er også kendt som en dygtig instruktør)
8 - Lotte Friis (Dygtig svømmer, der startede i RAP og senere Sigma – og fik medaljer ved EM, VM og OL – nu kendt som radiovært i ’Formiddag på 4’eren’)
9 - Michael Berthelsen (Kendt fra tv med egne programmer og nu direktør på Radio24syv – startede oprindeligt i radioen – hvor han var med i radioprogrammet for unge - Tværs med Tine Bryld)
10 - Pernille Svarre (Hun opnåede verdensmester i Moderne Femkamp i år 2000. Har vundet 12 danske mesterskaber samt en række nordiske mesterskaber. Vundet DM-titler i fægtning, cross og triatlon. Hun deltog i Ironman på Hawaii 1987 og 1988. Hun blev nummer tre ved EM i triathlon 1988)
11 - Søren Bentzen (Sangskriver og producer. Var guitarist i bandet One Two, der eksisterede i tidsrummet fra 1985-1994. De udgav 3 albums, hvoraf de to første: One Two, blev solgt i 130.000 eks. og Hvide Løgne, solgte 140.000 eks. Senere udgav de flere opsamlingsalbum.)
12 - Søren Rasted (Musiker i Aqua – bandet som har fået lidt come back her i de sidste par år - i dag flittig benyttet radio-tv-vært)
Og så må vi ikke glemme Eva Fjellerup, som dog ikke har gået på Blovstrød Skole, men har boet i Blovstrød i mange år. (Udover 5 x verdensmester i Moderne Femkamp, udmærkede hun sig også ved at sikre sig deltagelse ved OL i Atlanta i 1996 i kårdefægtning - den gang var der ikke moderne femkamp for kvinder på OL-programmet)
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET