OM HJEMMESIDEN

For over16 år siden var der en gruppe Blovstrød-borgere, som følte, at der var behov for en Blovstrød-hjemmeside til glæde og gavn for alle i vort lille bysamfund. Man ville fortælle og vise alt om vor dejlige lille landsby – det var både om de skønne omgivelser vi bor i, samt offentlige faciliteter som kirke, skoler, idrætsanlæg, svømmehal, mm., og hvad der i øvrigt skete i Blovstrød – det være sig borgermøder og andre fælles arrangementer. Endvidere ville man samle oplysninger om alle foreninger og klubber med henvisning til deres hjemmesider. Herunder også alle grundejerforeninger, beboerforeninger og ejerlaug. Fotos og artikler fra fortiden skulle der også være plads til.

Opslagsværk
Det var tanken, at det simpelthen skulle være et opslagsværk, hvor man kunne finde alt om Blovstrød. Sitet gik 'i luften' på grundlovsdag, den 5. juni 2007, og har i de 16 år udviklet sig mere og mere, og i dag opfylder vi de tidligere målsatte ønsker, og for nogle år siden opdaterede vi sitet til en mere moderne og tidssvarende udgave.

Ikke-kommerciel
Hjemmesiden er ikke-kommerciel og får således ikke indtægter til at drive hjemmesiden fra andre end de sponsorer, som synes, at det er en god idé at støtte dette initiativ. Alt arbejde er frivilligt, men der er selvfølgelig udgifter til bl.a. retten til at opretholde domænet samt afgifter til det firma, der 'hoster' hjemmesiden. Derfor tager vi gerne mod sponsorater.

Hjemmesidens konto-nummer er: Reg: 3167 Konto: 3167559921.

Ingen annoncer
Den tidligere private ejer af domænenavnet ‘blovstroed.dk’, har foræret os navnet, men med den betingelse, at navnet ikke blev brugt kommercielt. Hjemmesiden vil derfor ikke indeholde annoncer for erhvervsdrivende. Men det er således også den eneste begrænsning. Vi vil ‘støvsuge’ alt om Blovstrød, og vi skal nok finde plads til det hele i vores ‘spalter’. Hjemmesiden vil således daglig blive opdateret bl.a. med aktuelle nyheder suppleret med billeder.

God idé
Ejendomsmæglerne i Allerød har givet udtryk for, at det er en rigtig god idé med en Blovstrød-hjemmeside, og de vil selvfølgelig henvise deres klienter til siden, når de fremover har ejendomme til salg i vor landsby. Vi har indtil videre fået sponsorater fra ejendomsmægler-firmaet Marianne Møllebro, Handelsbanken, Allerød afdeling, L&B Video, og privatpersoner -Tak for det!

Idéen til oprettelsen af hjemmesiden kom oprindeligt fra BBBF´s bestyrelse. I dag er det Flemming Nyberg, som alene står for redaktionen. Han er en pensioneret Blovstrød-borger, som forsøger at følge med i alt, hvad der sker i Blovstrøds lille bysamfund. Men der er også mange læsere, som tit kommer med tip om en god nyhed - eller med et problem i Blovstrød. Det er til dato blevet til næsten 6.000 artikler (med fotos), siden hjemmesiden ‘gik i luften’ i 2007!

Skriv til os
Redaktionen tager naturligvis meget gerne imod alt materiale, der kan have interesse for andre af byens borgere. Skriv blot til: redaktion@blovstroed.dk.