Folketingsmedlemmer fik inspiration hos spejderne i Blovstrød

Spejdergruppen Blackfoot havde onsdag besøg af to folketingsmedlemmer til en snak om, hvordan man bedst støtter foreningslivet.

Vælgermøder var onsdag for en stund afløst af en spejdertur for folketingsmedlemmerne Mette Abildgaard og Nick Hækkerup, da de lagde turen forbi spejdergruppen Blackfoot i Blovstrød. Foto: Mikkel Wrang

Vælgermøder var onsdag for en stund afløst af en spejdertur for folketingsmedlemmerne Mette Abildgaard og Nick Hækkerup, da de lagde turen forbi spejdergruppen Blackfoot i Blovstrød. Foto: Mikkel Wrang

FORENINGSLIV Vælgermøder og medieoptrædener var onsdag for en stund afløst af en spejdertur for folketingsmedlemmerne Mette Abildgaard (De Konservative) og Nick Hækkerup (Socialdemokratiet), da de lagde valgkampen forbi spejdergruppen Blackfoot i Blovstrød. 

De ønskede nemlig at få inspiration til deres videre arbejde i Folketinget på den anden side af valget, hvor de begge har intentioner om at styrke rammerne om vores frivillige foreningsliv.

 Hos Blackfoot blev de to vist rundt af gruppeleder Fred Slüter og de 19-årige klanleder Anna Thyregod Wilcks og klanassistent Tenna Christensen i deres helt nye fine omgivelser. Blovstrød IF-fodbold’s gamle klubhus, som spejdergruppen overtog for et par år siden. Da midlerne slap op til klanens hyggelige spejderhule, trådte Dansk Ungdoms Fællesråds lokalforeningspulje til og støttede projektet, så spejderne kunne komme helt i mål.

“De frivillige foreninger er en af hjørnestenene i det danske samfund, og det er noget, som man i udlandet er meget misundelige på os over. I en tid hvor der er fokus på unges stress, tilbyder foreninger som Blackfoot et fantastisk afbræk i hverdagen og et godt fællesskab. Det skal vi værne om,” sagde Mette Abildgaard.

“Det var et rigtigt hyggeligt stop i valgkampen, da vi besøgte de lokale spejdere. De udviser et kæmpe engagement, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i det gamle klubhus, som er ved at blive omdannet til et rent spejder-paradis,” supplerede Nick Hækkerup.

Vil skrue ned for foreningers bureaukrati
I 2017 vedtog et bredt politisk flertal, at spillehalsmidlerne skulle bruges i en lokalforeningspulje, der altså blandt andet er kommet spejderne fra Blovstrød til gode. Faktisk er Allerød en af de kommuner i landet, der har modtaget allerflest midler fra lokalforeningspuljen til frivillige organisationer.

Men foreningerne har også fortsat ønsker til politikerne, som de to spejdere fremlagde. Der er for meget bureaukrati i at drive en forening, forklarede de. Og de to folketingsmedlemmer nikkede ihærdigt.

Spejdere oplever at skulle søge om en kommunal byggetilladelse, blot de vil opsætte et telt på over 50 kvadratmeter. Det virker helt skørt. Selvfølgelig skal sikkerheden være i orden, men som gammel pigespejder ved jeg, at 50 kvadratmeter telt kan man sagtens sætte op uden problem, sagde Mette Abildgaard med et smil.

“Frivillige foreninger gør en stor forskel – både for de enkelte medlemmer og for lokalsamfundet. Derfor skal vi sikre dem de bedste rammer for at vokse og trives,” sagde Nick Hækkerup.

Gruppeleder Fred Slüter takkede for de to politikeres besøg og inviterede dem tilbage til lejrbålshygge og snobrød på den anden side af valgkampen, når tiden bedre tillader det.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET