Danmarks - nok også verdens - første kvindelige orgelbygger går på pension

Orgelbygger og organist ved Blovstrød Kirke, Louise Lund, stopper nu som delvis pensionist.

Louise Lund som orgelbygger. Privatfoto

Louise Lund som orgelbygger. Privatfoto

PENSION Søndag efter søndag, igennem 44 år har organist og orgelbygger, Louise Lund, trofast og stabilt kørt fra sin lejlighed på Østerbro til Blovstrød Kirke for at spille - Nu går hun på pension.

Louise Lund blev uddannet orgelbygger i 1964-1968 fra Frobenius, hvor hun var den første uddannede kvinde nogensinde. Det vækkede en del opmærksomhed dengang og fandt vej til de landsdækkende aviser. Hun kom hurtigt til at stå for stemningen af orglet i Vor Frue Kirke.

Louise Lund fortæller: ”Gennem mere end 30 år stemte jeg det hver fredag. Og en enkelt gang måtte jeg også træde til og spille. Organisten havde været på druk efter en koncert og fik mig overtalt. Det havde vi meget sjov ud af bagefter. ‘Den morgen, hvor vi lagde domkirken ned’ omtalte vi det som.”

Louise blev nemlig ikke kun uddannet orgelbygger, men også organist. Omkring 1974 tog hun PO-eksamen fra Konservatoriet og kom umiddelbart derefter til Blovstrød Kirke, hvor hun har været en fast del af kirkelivet lige siden og er en af de længst ansatte - i hvert fald siden reformationen.

Selvom Louise for noget siden har overskredet den for tiden så omdiskuterede pensionistalder, har hun ikke tænkt sig at stoppe helt. Sideløbene med at være organist i Blovstrød har hun fortsat orgelbyggerarbejdet, og hendes liste med orgler, der skal stemmes, tæller hvert år 75 spredt over hele Sjælland.

Louise Lund fortæller videre: ”Jeg er netop begyndt min liste med to kirker på Stevns. Jeg fortsætter så hvert år med orglerne på landet frem til august og tager så Østerbro og Frederiksberg i efteråret. Det håber jeg, at jeg kan fortsætte med lang tid frem.”

Som delvis pensionist håber Louise Lund blandt andet på at få bedre tid til at lytte til musik.

”Der er jo Bach, det er klart. Og så kammermusik. Og torsdagskoncerterne. Og så har jeg været med i ballettens venner igennem mange år.”

Menighedsrådet fortæller, at Louise Lund vil blive savnet ved kirken. Det bliver ikke let at finde en så trofast og stabil medarbejder igen. 

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET